I Charlottenlund i Gentofte Kommune er der for tiden flere, der oplever gener fra grupper af unge.

En af dem er butikschef i Fakta på Ordrupvej, Thomas Sterregård, der er ved at være træt.

»De generer vores kunder,« fortæller Thomas Sterregård til B.T.

Ifølge butikschefen er det elever fra de omkringliggende skoler, der kommer i større grupper i deres frikvarterer og generer kunderne i butikken. Både Ordrup Gymnaisum, Ordrup Skole og Sct. Josef Søstrenes Skole ligger i gåafstand fra Fakta på Ordrupvej.

Ved du noget? Så modtager vi gerne et tip fra dig på 1929.

»De kommer meget højtråbende og larmende ind i store kliker, og de har en tendens til at tage madvarer med ind udefra, som de efterlader på hylderne, ligesom de åbner emballagen på vores varer,« siger han og fortsætter:

»Vi har også detektiver gående i butikken, der har taget nogle stykker i at stjæle.«

Ifølge politiets døgnrapport fra den 18. december, anmeldte personalet fra Fakta på Ordrupvej, at de havde tilbageholdt to 17-årige unge mænd, der havde forsøgt at stjæle tyggegummi og energidrik.

Samme dag var lokalavisen i Gentofte, Villabyerne, på besøg i forretningen, og de kunne berette, at det var en privatdetektiv, som butikken havde hyret, der havde fanget to elever fra Ordrup Gymnasium på fersk gerning.

Udover tyverierne er det især støjgenerne, der virker overvældende på kunderne, lyder det fra Thomas Sterregård, der fortæller, at flere kunder er kommet til ham med deres klager.

»Når de kommer 10 ind mand i køen og kun er én, der skal købe noget, så kan det også virke irriterende for kunderne,« siger butikschefen.

Kan du forstå, hvis nogen tænker, at I er lidt nærtagende? Mange vil nok se det som et privilegium at være placeret tæt på to skoler og et gymnasium med alle de ekstra kunder?

»Det kommer an på, hvordan man ser på det. Hvis man ser de unges indkøb sammenholdt med al det postyr de laver - smider kebab på varer, åbner emballage og så videre.«

»Det er ikke lige dem, der gør, vi skummer fløde.«

Har I så tænkt jer at sige til dem, at de ikke må komme i butikken?

»Nej. Alle er altid velkomne. Det er ikke fordi, jeg vil sige, at nogen ikke må være her. Men jeg har tænkt mig at tage en dialog med skolerne, der ligger heromkring.«

Og hvad vil du sige til dem?

»Jeg har haft succes andre steder med, at man inddrager SSP, så der rent faktisk er nogle synlige voksne i butikken,« afslutter butikschef Thomas Sterregård.

Det er ikke kun Fakta på Ordrupvej i Charlottenlund, der har følt sig generet af større grupper unge.

Orduphallen, der ligger i fem minutters gåafstand fra Fakta, har for nyligt set sig nødsaget til at lukke hallen i aftentimerne, fordi en del unge er begyndt at bruge hallerne som samlingsted, hvilket ikke er tilladt.

Martin Sejer Lützen, der bor på den anden side af vejen over for hallen, har skrevet et læserbrev til Villabyerne, hvori han skriver:

'Jeg, mine naboer, familie og venner ærgrer mig på rigtig mange Ordrup-borgeres vegne over, at nogle få skal ødelægge det for de mange.'

Da B.T. taler med ham, fortæller han, at det, han selv har oplevet, er, at de har stået omkring 50 unge på parkeringspladsen foran hallen og affyret kanonslag og hørt høj musik.

»Jeg ringede faktisk til politiet, da det var ved at gå amok med kanonslag og musik derovre. Og så sagde betjenten til mig, at de allerede havde fået en opringning og var på vej ud for at kigge på det,« fortæller Martin Sejer Lützen, der heldigvis kan se, at der er faldet mere ro på nu, efter hallen har sat en seddel op på døren, hvor de skriver, at det ikke er tilladt at forsamle sig i hallen efter lukketid.

B.T. har mandag aften forsøgt at få en kommentar fra Nordsjællands Politi, men det har ikke været muligt.