Pensionisten Ole Häuser havde lørdag et lille ærinde i gågaden i Vejle, men det endte med at være en oplevelse, som han gerne havde været foruden.

»Jeg forstår ikke, at byens butikker ikke stopper med at smide sådan noget på gaden i de her corona-tider,« lyder det fra ham.

Sagen drejer sig om, at man har besluttet at ændre Vejles gågade, så man i den ene side går i én retning, mens man i den anden side går i modsatte retning. På den måde kan man undgå, at folk skal passere hinanden ansigt til ansigt på kryds og tværs.

Eller det var i hvert fald planen. Men sådan er det slet ikke gået, hvis man spørger Häuser.

»De to baner er mere eller mindre spærret af udstillingsvarer. Butikkerne sætter deres ting ud, så de blokerer for de baner, der er oprettet,« fortæller han om oplevelsen lørdag.

»Så jeg beslutter mig for at gå hjem, fordi det vil jeg simpelthen ikke være med til. Der var rigtig mange mennesker på et lille område. Folk klumper sig sammen.«

Ole Häuser er ligesom andre ældre mennesker i risikogruppen i forhold til coronavirussen, og han har derfor ikke taget nogle chancer indtil videre. Derfor blev han også meget skuffet over, at han ikke kunne gå en tur i byen uden at føle sig udsat.

»Der har været en stor jammer fra butikkerne over corona-perioden, og så synes jeg, at det var et utrolig dårligt signal at sende. De kan have alle deres spritflasker, men det nytter ikke noget, hvis vi bliver smittet udenfor.«

Vejle var proppet med mennesker lørdag, og det gjorde det usikkert at gå i byen.
Vejle var proppet med mennesker lørdag, og det gjorde det usikkert at gå i byen. Ole Häuser

»Jeg kunne selvfølgelig bare have blevet hjemme, men jeg tænkte faktisk, at jeg gerne ville ud og støtte de lokale butikker. Det vil man jo gerne. Men det skal ikke være på den måde,« forklarer Ole Häuser.

Vejle Amts Folkeblad har talt med Andreas Kiis Antonsen, nytiltrådt chef for City Vejle, og han kalder problemet løst efter weekendens problemer. Den samme forståelse er der hos Sydøstjyllands Politi.

»Nogle butikker havde, i deres iver for at få solgt varer, plastret gågaden til, så ensretningen ikke gik helt efter bogen. De rettede til, efter vi havde været der. Vi skal nu tage en snak med cityforeningen om, hvordan vi løser det her fremadrettet,« siger politikommissær Jesper Duus til den jyske avis.

Men den køber Ole Häuser altså ikke sådan lige.

»Min kone var deroppe i dag (mandag, red.), og hun siger, at intet har ændret sig. Jeg er ikke en gammel og sur pensionist, men lige det her er altså vigtigt. Vi holder os fra steder med mange mennesker af en grund.«

»Den her sygdom er en alvorlig ting. Det er beskæmmende og dumt. De har lige så mange skilte og gadevarer ude, som de havde før. Det er da også hyggeligt om sommeren, når vi er corona-fri, men lige her og nu må de gerne tænke sig lidt om,« forklarer Ole Häuser.

Han krydser nu fingre for, at butikkerne vil rette sig ind de kommende dage, og så håber han også på, at man kan blive opmærksom på problemet, hvis det samme er tilfældet i andre byer i landet.

»Jeg vil holde mig væk fra centrum af byen foreløbig. Jeg ønsker ikke at gå derop, hvis det er under de her forhold,« siger Ole Haüser.