Den sidder diskret placeret under disken, overfaldsalarmen. Skolepigerne, som arbejder i butikken om eftermiddagen, har også mulighed for at tage en overfaldsalarm om håndleddet, hvis de føler sig utrygge.

»Det er træls, at det skal være sådan,« siger Anni Tornvig, der arbejder som ekspedient hos bageren i Bording.

Bageren har også tilmeldt sig en sms-kæde, så andre handlende i den lille by kan komme til hjælp, hvis der er brug for det.

Sikkerhedsforanstaltningerne er blevet etableret som en direkte konsekvens af, at regeringen i marts 2016 tog det tidligere statsfængsel Kærshovedgård i brug som udrejsecenter for i dag 230 afviste asylansøgere, udvisningsdømte, kriminelle udlændinge og udlændinge på såkaldt tålt ophold.

Centeret ligger små seks kilometer fra Bording.

15. oktober sidste år blev en 19-årig medarbejder i Fakta lidt længere oppe ad hovedgaden slået ned af en 37-årig beboer fra udrejsecenteret.

»Det betyder jo, at man bliver utryg,« siger Anni Tornvig.

Hun bor selv i byen med sin mand og deres fire sammenbragte børn, to piger og to drenge i alderen 8-17 år.

Anni Tornvig (th.) lader ikke sin børn færdes alene i byen. Lene Holdgaard Antonsen (tv.) er indehaver af bageriet, som har fået overfaldsalarm.
Anni Tornvig (th.) lader ikke sin børn færdes alene i byen. Lene Holdgaard Antonsen (tv.) er indehaver af bageriet, som har fået overfaldsalarm. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»De får ikke lov at gå alene til fritidsaktiviteter eller hjem fra stationen. Vi henter dem altid, medmindre de følges med nogen,« siger Anni Tornvig.

Selv har hun ændret sit bevægelsesmønster, når hun skal rundt i lokalområdet. Omkring nytår blev to biler med en uges mellemrum antastet af tre mørklødede mænd på landevejen 400-500 meter fra Udrejsecenter Kærshovedgård.

Politiet efterforskede sagerne som forsøg på personfarlig kriminalitet og rettede mistanken mod beboere fra udrejsecenteret på grund af signalementerne, gerningssted og gerningstidspunkt. Sagerne er i dag henlagt uopklarede.

»Jeg er holdt op med at gå, løbe og cykle i området imod Kærshovedgård. Nu bevæger jeg mig kun den vej,« siger Anni Tornvig og peger i den modsatte retning ud ad byen.

Der er ingen offentlig transport fra udrejsecenteret og ind til Bording, så hvis beboerne på centeret vil ind til Bording, må de gå eller cykle. Anni Tornvig og hendes familie har fået stjålet to cykler.

»Det kom altså lidt for tæt på, da vi fik stjålet en cykel hjemme i garagen. I begge tilfælde er vi kørt ud til Kærshovedgård, hvor vi har fundet vores cykler i vejkanten.«