I Vendsyssel har det først været en god dag, når man har fået godt med blæst i håret og noget flyvesand i øjnene.

Tirsdag var en rigtig god dag.

For det gik fuldstændig efter planen med at flytte det ikoniske Rubjerg Knude Fyr de ønskede 70 meter ind i landet. Med sand i øjnene og det hele.

En imponerende 'redningsaktion', som den lokale murermester Kjeld Pedersen fra Lønstrup Murerforretning er manden bag. Sammen med en hel del andre dygtige folk.

Rubjerg Knude Fyr flyttes på "rulleskøjter" og metalskinner, tirsdag den 22. oktober 2019. Det 23 meter høje og 120 år gamle fyr flyttes ca. 80 meter ind i landet med en fart på omkring 8 meter i timen. Flytningen af Rubjerg Knude Fyr blev et tilløbsstykke, fordi det ifølge en turisme- og oplevelsesforsker er en fortælling, der fascinerer og har bred appel. Det skriver Ritzau, tirsdag den 22. oktober 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Rubjerg Knude Fyr flyttes på "rulleskøjter" og metalskinner, tirsdag den 22. oktober 2019. Det 23 meter høje og 120 år gamle fyr flyttes ca. 80 meter ind i landet med en fart på omkring 8 meter i timen. Flytningen af Rubjerg Knude Fyr blev et tilløbsstykke, fordi det ifølge en turisme- og oplevelsesforsker er en fortælling, der fascinerer og har bred appel. Det skriver Ritzau, tirsdag den 22. oktober 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Kort efter klokken 14.30 stod det 120 år gamle, 23 meter høje og godt 700 tons tunge fyrtårn på sin nye position, hvor det - alt efter vind og vejr - er spået en sikker fremtid de næste 30-40 år, inden det brølende Vesterhav igen vil true det på livet.

For ved Rubjerg Knude æder naturens kræfter i gennemsnit to til fire meter af kysten hvert eneste år.

Derfor var det også nu eller aldrig, hvis det ikoniske fyrtårn, der med 250.000 besøgende årligt er Hjørring Kommunes største turistattraktion, skulle reddes.

Alternativet var, at det ville styrte i havet.

Missionen lykkes til fulde. Som en anden Georg Gearløs gik idémanden til redningsaktionen Kjeld Pedersen mellem de udlagte skinner - hen over dagen løbende bevæbnet med en håndskovl og et vaterpas - og gjorde sammen med BMS Krangårdens folk deres til, at arbejdet med at holde gang i den gigantiske 'rulleskøjte' med fyret oven på skred planmæssigt frem.

På forhånd var det forventet, at selve flytningen ville vare mellem otte og ti timer. Men det varede alt i alt kun fem en halv time.

»Det er virkelig imponerende. Jeg har taget en afspadseringsdag for at kunne være her. Det er det hele værd. Det er jo ikke hver dag, man oplever, at der lige bliver flyttet et fyr,« lød det fra 56-årige Jørn Nielsen fra Sindal, som var en af de mange tusinde gæster, der fulgte 'redningsaktionen' fra den tidlige morgenstund og hele dagen igennem.

Projektleder i Hjørring Kommune Thomas Lomholt, var som alle de andre, der længe har været dybt involveret i projektet, i særdeles godt humør, da det stod klart, at missionen ville lykkes.

Murer Kjeld Pedersen. Rubjerg Knude fyr flyttes i Lønstrup, tirsdag den 22. oktober 2019. Efter 4, 5 timer er flytningen af Rubjerg Knude Fyr slut, og fyret står nu 70 meter fra sin tidligere placering. Fyret skulle flyttes, fordi havets bølger årligt æder cirka to til fire meter af kysten foran fyret. Hvis ikke fyret blev flyttet, ville det styrte i havet i løbet af fem til ti år.(Foto: Hans Ravn/Scanpix 2019)
Murer Kjeld Pedersen. Rubjerg Knude fyr flyttes i Lønstrup, tirsdag den 22. oktober 2019. Efter 4, 5 timer er flytningen af Rubjerg Knude Fyr slut, og fyret står nu 70 meter fra sin tidligere placering. Fyret skulle flyttes, fordi havets bølger årligt æder cirka to til fire meter af kysten foran fyret. Hvis ikke fyret blev flyttet, ville det styrte i havet i løbet af fem til ti år.(Foto: Hans Ravn/Scanpix 2019) Foto: Hans Ravn
Vis mere

»Vi havde regnet med, vi kunne flytte fyret med omtrent otte meter i timen. Men det gik meget hurtigere. Cirka 12 meter i timen. Det har næsten været for nemt,« sagde han med et stort smil.

»Det kunne have gået galt. Men det kritiske punkt - om klinten ville modstå trykket - kom vi heldigvis over uden problemer. Så vidste vi, det ville gå,« sagde Thomas Lomholt.

Efter Rubjerg Knude Fyr var kommet på plads, gik der knap et par timer, inden betonkanonen - med politieskorte - var på pletten. Betonen hærder hen over natten til onsdag.

Og så mangler der 'bare' lige at blive dynget sand op omkring det hele. Opgaven fuldført.