KLUMME: Vladimir Putin er én af få ledere i verden, der har formået at vende den tragiske krig mellem Israel og Hamas til sin fordel. 

Inden den 7. oktober var verdens opmærksomhed på Ruslands massakrer i Ukraine. Det fik Hamas’ middelalderlige terrorangreb dog ændret godt og grundigt på. 

Putin så hurtigt sit snit til at kaste brænde på bålet for at fjerne fokus fra sig selv og Rusland. Samtidig var det en opportun lejlighed til at gå imod Vesten, der i starten af krigen forsvarede Israels ret til at forsvare sig mod Hamas. 

Da Rusland forelagde dets resolution i FNs sikkerhedsråd blot ni dage inde i krigen, nævnte den ikke Hamas med et ord. Og mindre end tre uger efter at Hamas og andre terrorister brændte familier levende, voldtog, torturerede og halshuggede israelere, inviterede Putin en Hamas-delegation til Moskva. Et besøg, der svarede til at invitere Osama bin Laden til Moskva tre uger efter 9/11. 

Senere sammenlignede Putin blokaden af Gaza med nazisternes 872 dage belejring af Leningrad under Anden Verdenskrig, hvor omkring en million mennesker døde. En absurd og historieløs sammenligning, men Putin vidste, præcist hvad han gjorde. Jo mere vrede over Israels ageren i Gaza, jo mere ville verden glemme Ukraines kamp for at overleve. 

Dét godt hjulpet på vej af Putins tætte allierede i Iran, der siden den 7. oktober har mobiliseret alle dets terrorproxyer i Mellemøsten, blandt andet ved at angribe amerikanske militærbaser i Irak og Syrien og skibe i det Røde Hav. Det er den perfekte storm, der har opslugt Vesten i snart fem måneder. 

I mellemtiden har Hamas nydt godt af diplomatisk støtte og anerkendelse fra Rusland, som er medlem af FNs sikkerhedsråd. Og torsdag ruller Kreml så den røde løber ud for repræsentanter fra blandt andre Hamas og Fatah, der skal finde ud af, om de kan lægge de interne stridigheder bag sig og danne en samlingsregering. Det er næppe den løsning, det internationale samfund tænker på, når der tales om nødvendigheden af en tostatsløsning. Men for terrorgruppen Hamas og det dybt korrupte og upopulære Fatah-parti kommer verdens interesse, og for den sags skyld også palæstinensernes interesse, i anden række. 

Putin bekymrer sig akkurat lige så lidt for de civile palæstinensere som for de civile syrere og ukrainere, han har slagtet uden at blinke. For ham er det ét stort geopolitisk spil, hvor Hamas og Iran er allierede, der hjælper ham med at få Mellemøsten til igen at blive Vestens fokus. 

Israel står i mellemtiden på sidelinjen og river sig i håret, og topmødet i Moskva ser nu ud til at have fået bægeret til at flyde over for Israel. Det sidste, Israel ønsker, er at tvinges til at forholde sig til en fælles palæstinensisk front, hvor Hamas spiller en aktiv rolle. 

Gilad Erdan, Israels ambassadør i FN, tordnede derfor mod Rusland i denne uge, hvor han påpegede det absurde i, at Rusland sammen med Sydafrika er det eneste sted uden for Mellemøsten, hvor Hamas er velkomne. 

Gilad Erdan gav samtidig en utvetydig støtteerklæring til Ukraine og fordømmelse af Rusland, ikke set fra en israelsk embedsmand siden starten af krigen for to år siden:

»Rusland udvider nu sine relationer til globale destabiliserende kræfter,« sagde Erdan. 

Det mest opsigtsvækkende i Erdans tale var dog, at Israel i øjeblikket arbejder på at levere advarselssystemer til Ukraine, der skal styrke landets forsvar mod missil- og droneangreb. 

Den tale kunne aldrig blive blåstemplet af Netanyahu inden den 7. oktober. Da jeg interviewede Netanyahu kort før det israelske valg i november 2022, sagde han, at Putin er »styret af sin vision om at genoprette et stort russisk rige«, men at han var tøvende omkring, hvor vidt Israel skulle støtte Ukraine med våben.

 Netanyahu ser nu ud til at have indset, at han ikke kan være »gode venner« med Putin og Biden på samme tid, som han ellers så ofte har pralet med, at han er. 

Putin har intet problem med at stikke Israel i ryggen, så længe det kommer Rusland til gode. 

Når Hamas forlader Moskva med endnu en fjer i hatten, kan Putin læne sig tilbage i stolen og se hovedpinen brede sig blandt hans fjender i Vesten. 

Så længe Ukraine ikke dominerer overskrifterne i de vestlige medier, virker hans afledningsmanøvre.