Det der skulle have været en hyggelig tur på Roskilde Festival endte med at blive en ubehagelig oplevelse for Jotam Confino.
Her mødte B.T.s mellemøstkorrespondent, hvad han beskriver som flere provokerende mennesker under årets festival - der ikke ville lade ham være i fred på grund af konflikten mellem Israel og Hamas.
Den dansk-israelske journalist har besøgt festivalen flere gange siden 2007 - men i år var noget anderledes. Her oplevede mellemøstkorrespondenten en meget politiseret festival, der i høj grad viste støtte til Palæstina.
Det var også i den forbindelse, at en kvindelig festivalgæst valgte at gå ind foran Jotam Confino og hans venner og råbe »fuck dig« og »free Palestine« til B.T.s mellemøstkorrespondent.
»Det der var interessant var, at jeg gik med en jakke over hovedet, fordi det regnede - alligevel spottede hun mig, og så fik den hele armen, så mine venner forsøgte at få mig væk derfra,« fortæller han.
Herefter valgte de ifølge Jotam Confino at gå væk fra kvinden for at nyde den danske musiker Mø's koncert. Her stod han og hyggede sig med sine venner, da hans ven pludselig tager et klistermærke af hans ryg.
»Så siger han til mig, at de har sat et klistermærke på mig. Bagefter går kvinden fra før forbi mig med sin telefon i hånden og siger 'der fik vi dig!',« fortæller Jotam Confino til B.T.
Nu florerer der billeder af B.T.s mellemøstkorrespondent på de sociale medier, hvor han er iført klistermærket. Noget som giver Jotam Confino et indtryk af, at de bevidst forsøger at latterliggøre ham.
»Jeg blev sindssygt sur. Jeg var fuld og i godt humør, så der skal ikke så meget til før man bliver rasende. Jeg gik ikke og fremprovokerede noget. Jeg havde ikke et stort Israel flag på mig. Jeg gjorde ikke andet end at være tilstede. Så det tog mine venner lang tid at tale mig ned bagefter,« siger Jotam Confino og fortsætter:
»Jeg er ikke skræmt, men jeg synes det er grænseoverskridende og voldsomt provokerende. Men det kommer ikke til at stoppe mig på nogen måde,« fortæller han til slut.
Efter episoden med Jotam Confino reagerer B.T.s ansvarshavende chefredaktør, Simon Richard Nielsen, på episoden - og han er rystet.
»Det er noget svineri. Ganske enkelt. Helt uhørt, at en journalist ikke kan bevæge sig frit rundt i Danmark. Men det er her vi er. Vi risikerer at normalisere en grænseoverskridende opførsel, hvis ikke vi siger klart fra. Min opbakning til Jotam og respekten for hans mod og gode arbejde når nye højder,« lyder det fra Simon Richard Nielsen.