Nu udvider B.T. yderligere med abonnementet 'Til dig', der har premiere i dag. B.T. etablerer derfor også en helt ny redaktion, der skal levere journalistik bag betalingsmuren.

I første omgang vil redaktionen på 'Til dig' levere et dagligt og helt konkret sparetip fra Danmarks bedste pengeeksperter. En gang om ugen får abonnenter også mulighed for at stille spørgsmål direkte til eksperterne.

»Hver dag leverer vi konkrete sparetips, så danskerne kan få mere for deres penge. I løbet af ugen kommer vi rundt om alt fra dagligvarer, elektronik, bolig, rejser, biler og meget andet. Vi taler med eksperter, der selv har personlig erfaring med emnet. Vi kommer helt tæt på, så vores læsere nemt kan bruge det i deres eget liv og få hurtige resultater,« siger ansvarshavende chefredaktør Simon Richard Nielsen.

Om få måneder udvides 'Til dig' også med daglige sundhedstip til et smukkere og længere liv. Simon Richard Nielsen oplyser desuden, at der gradvist vil komme endnu mere indhold 'Til dig' i løbet af næste år.

»Vores nuværende indhold inden for Nyheder, Sport, Underholdning og Penge vil fortsat være 100% gratis,« siger Simon Richard Nielsen.

'B.T. Til dig' bliver lanceret i dag klokken 14:00 med en introduktionspris på kun 1 kr. for fire måneder. Tilbuddet gælder til 30. november 2026. Derefter vil prisen være 79 kr. om måneden.