De seneste dage har de fulgt nyhederne intenst.

Siddet klinet til telefoner, tv og radio for at følge udviklingen i forhandlingerne mellem piloterne og ledelsen i SAS.

Time for time har de ikke vidst, om de skulle af sted på ferie onsdag morgen, eller om de skulle lade kufferterne blive hjemme.

Natten til onsdag fik de svar:

Den varslede pilotstrejke blev midlertidig afblæst, men fra morgenstunden hersker der alligevel stor usikkerhed og frustration blandt passagererne i Københavns Lufthavn.

Klokken fem var der en lang kø foran SASs serviceskranke med kunder, der søgte svar på deres spørgsmål.

Strejken er nemlig kun udsat, og tidsfristen bliver rykket 72 timer.

Det betyder, at de kunder, der flyver af sted på ferie onsdag morgen, reelt ikke ved, hvad der sker, når de skal hjem.

En af dem er Conny Rævemann fra Viby Sjælland.

Hun har fulgt forhandlingerne hele tirsdag aften, og først på den anden side af midnat turde hun tro på, at hun kommer afsted.

»Man hørte hele tiden en radioavisen hver halve time. Først klokken et i nat var der noget, og så skal man op klokken tre i nat og herud. Det var usikkert,« siger hun til B.T.s udsendte reporter.

Christian Lauersen er på vej til Los Angeles på 14 dages ferie med sin kone og tre børn. Familien købte billetterne i vinter og har været temmelig frustreret over pludselig ikke at vide, om de kunne komme afsted.

»Det har fyldt en del, for vi har ikke vidst, om vi kom afsted, eller om vi skulle have en plan B. Så det har fyldt en del.«

Der er derfor stor lettelse i familien over, at de om få timer kan sætte sig i flyet over Atlanten.

Hvad der sker, når de skal hjem, vil de ikke tænke på endnu.

»Lige nu er vi glade. Nu står vi her. Sidst på ferien vil vi nok tænke på det (hvordan de kommer hjem, red.), men lige nu skal vi bare afsted.«

Flemming Juul fra Borup er taget til lufthavnen sammen med sin søn.

»Vi har fulgt med meget tæt for at holde øje med, om vi var købt eller solgt. Time for time, faktisk,« siger han og tilføjer:

»Det har været en lidt mærkelig situation, men det må man jo tage i stiv arm.«

Selvom strejken er udsat, er der alligevel fire SAS-fly, der af andre årsager er aflyste onsdag morgen.

Det rammer en vennegruppe fra Viborg, så troede, de skulle på ferie på Mallorca.

»Det er lidt træls, når man kommer fem timer herfra og er på vej på en ferie, og så får at vide, at flyet er aflyst, når man ankommer. Det er pisse-træls,« siger 18-årige Jakob Riis Kjær.

B.T. har spurgt hos SAS i lufthavnen, hvorfor fire fly er aflyst denne morgen, når der ikke er strejke, men det er der ikke umiddelbart noget svar på.