»Vi så dem bære den gravide kvinde ud af bygningen.«

Det fortæller en 30-årig nabo til den kirke, der i går var udsat for et skudangreb i Hamborg, hvor otte mennesker er blevet dræbt.

B.T. bliver lukket ind i den 30-åriges lejlighed på 5. sal, der med sin store terrasse og vinduer kigger direkte over på bygningen.

Den 30-årige, der hverken vil have navn eller billede med i artiklen, fortæller, at han hørte høj musik og samlede møbler med sin partner, da han så de blå lys og hørte den anden runde af skud, der kom ovre fra kirken.

»Vi vidste ikke, hvad der skete, men skuddene kom sådan ‘’bam-bam-bam''. Vores nabo fortalte, at hun hørte den første runde af skuddene, hvor der mindst var 20-24 skud.«

Torsdag aften åbnede en gerningsmand ild mod kirken, der tilhører Jehovas Vidner – eller rigssalen, som den religiøse gruppe selv kalder det sted, medlemmerne mødes. Mindst otte personer er dræbt og flere meldes alvorligt såret.

Ifølge tyske medier var en uropatrulje tilfældigvis i nærheden af gerningsstedet, da de første skud blev løsnet.

Politiet antager, at gerningsmanden er en af de døde personer.

Den 30-årige nabo fortæller til B.T., at han pludselig så, hvordan politiet begyndte at storme bygningen på den anden side af gaden.

»Det var helt vildt. Vi kunne se, hvordan politiet trængte ind i bygningen, hvorefter vi hørte skud og råb,« fortæller han og fortsætter:

»Vi var meget bange, fordi vi på det her tidspunkt ikke vidste, hvad der skete.«

Hvad manden og hans kæreste så kort efter, fortæller han om med en stadig påvirket stemme.

»På anden sal kunne vi se silhuetten af en mand, der lå på gulvet.«

Det er denne mand, som politiet mener er den formodede gerningsmand.

Politiet bankede på hos den 30-årige og hans kæreste, der fik at vide, at de ikke måtte forlade deres lejlighed, fordi politiet fortsat var i tvivl om, hvorvidt gerningsmanden var på fri fod.

Den 30-årige peger på sin massive hoveddør, og fortæller, at den straks blev låst, fordi parret var bange for, hvor gerningsmanden befandt sig.

Med direkte udsigt til bygningen og med en helikopter flyvende henover, så parret derefter, hvordan sårede mennesker og lig blev båret ud fra bygningen lige overfor.

»Vi kunne se, at de bar en gravid kvinde ud, og herefter lagde de flere lig på gaden. De lod dem ligge i relativ lang tid. Jeg tror først, de fjernede dem ved 01-tiden.«

Da B.T. fortæller ham, at man nu formoder, at den gravide kvinde og det ufødte barn er døde, kan man tydeligt fornemme, at manden bliver stærkt påvirket.

Han fortæller, at han ikke sov hele natten, efter de scener han oplevede fra sin lejlighed på 5 sal.

På spørgsmålet om, hvordan den 30-årige har det i dag, fortæller han, at han er fortsat er påvirket af hændelsen, men også nærer en dyb respekt for politiet.

»Det påvirker mig stadig, at så mange mennesker døde, men jeg er også meget imponeret over, hvor hurtigt politiet reagerede.«