Statsrevisorerne har i dag gennemgået afviklingen af den tidligere regerings varmecheck. 

Mødet er endt ud i, at Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet får kritik af statsrevisorerne. 

Kritikken er under middel, da statsrevisorerne finder ministeriets ageren 'ikke helt tilfredsstillende.'

'Statsrevisorerne finder det imidlertid ikke tilfredsstillende, at Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets kontrol med beregningen af, om husstandsindkomsten lå over den lovbestemte grænse, har været utilstrækkelig.'

Næsten 14.000 husstande modtog penge ved en fejl. Fejlen har kostet 83 millioner skattekroner. Kritikken er dog ikke hård, forklarer statsrevisor Serdal Benli fra SF.

»Samlet set har ministeriet forsøgt mindske fejlkilder og gjort et ordentligt arbejde, men det var et politisk ønske, at varmechecken skulle udbetales hurtigst muligt. Derfor var man i forvejen bekendt med, at der kunne være en fejludbetaling,« siger han.

De husstande, der ved en fejl fik en varmecheck, er ikke tvunget til at betale pengene tilbage, da der er tale om en myndighedsfejl. 

Der har også tidligere været problemer med uddelingen af varmechecken, hvor man udbetalte et engangsbeløb på 6.000 kroner til omkring 411.000 hustande. 

Fejlen dengang skyldtes, at man brugte BBR-registret til at uddele checken, men i mange tilfælde var oplysningerne forældede. 

Nogle borgere var noteret til, at de stadig havde et gasfyr, som de for længst havde erstattet. 

Den daværende S-regering anført af statsminister Mette Frederiksen (S) udtalte efterfølgende, at hun ikke fortrød udbetalingen af de i alt 2,5 milliarder kroner til varmecheck.