Lyt til artiklen

Når Marcus Alexander Aroli pendler mellem København og sin hjemby Taastrup, er næstsidste stop på togrejsen forbundet med mindet om en voldsom traumatisk hændelse.

En kold og mørk februaraften i 2020 blev han i en alder af 17 år umotiveret overfaldet med slag og spark af en gruppe jævnaldrende drenge på Albertslund Station. For øjnene af sin dengang kun 12-årige lillesøster.

I lang tid efter overfaldet forsøgte han at undgå Albertslund Station. Området gjorde ham utryg.

»Hvis jeg stod af på Albertslund Station for at skifte tog, kom angsten snigende. Jeg fik denne her stikkende fornemmelse og kunne blive nærmest svimmel. Det stod på i næsten to år,« fortæller Marcus Alexander Aroli til B.T.

19-årige Marcus Alexander Aroli blev tilbage i 2020 udsat for et groft gruppeoverfald på Albertslund Station. Det satte dybe spor i ham. Foto: Privatfoto
19-årige Marcus Alexander Aroli blev tilbage i 2020 udsat for et groft gruppeoverfald på Albertslund Station. Det satte dybe spor i ham. Foto: Privatfoto
Vis mere

Overfaldets voldsomme karakter gik heller ikke ubemærket hen.

Sagen antændte en massiv mediedækning, der – godt båret på vej af en række andre lignende eksempler – udløste en større debat om umotiveret vold begået af utryghedsskabende og kriminelle unge.

Også på Christiansborg vakte emnet stor politisk bevågenhed.

Det kulminerede senere med, at regeringen indførte en række nye tiltag for at øge trygheden i det offentlige rum og særligt på S-togsstationer.

Efter overfaldet delte Marcus Alexander Aroli et opslag på Facebook, hvor han advarede mod at opholde sig på Albertslund Station om aftenen. Foto: Privatfoto
Efter overfaldet delte Marcus Alexander Aroli et opslag på Facebook, hvor han advarede mod at opholde sig på Albertslund Station om aftenen. Foto: Privatfoto
Vis mere

Blandt initiativerne indgår en vagtordning på flere af DSBs stationer samt øget videoovervågning. Tiltaget trådte i kraft i mandags og omfatter aktuelt 29 stationer i hovedstadsområdet.

»Det er godt, det nu er en realitet. Jeg tror, det vil gøre en forskel, fordi der er andre øjne end de civile til at holde øje,« siger Marcus Alexander Aroli.

DSB har været i løbende dialog med Albertslund Kommune med henblik på at gøre stationen og området omkring Albertslund Station til et mere sikkert sted.

I testfasen af den nye vagtordning har Albertslund været en af tre udvalgte stationer, som DSB har brugt til at indsamle erfaringer.

»Vi ved fra vores løbende kundemålinger, at tryghed betyder rigtig meget for vores kunder. Vi håber og tror, at vagternes tilstedeværelse og flere overvågningskameraer vil have en præventiv effekt i forhold til kriminalitet – men også hærværk, som vi er meget hårdt ramt af på stationerne,« siger Lars Gøtke, underdirektør i DSB Ejendomme, til B.T.

DSB har ikke opgørelser over, hvor meget utryghedsskabende adfærd der foregår på hovedstadens stationer.

Til gengæld kan en aktindsigt, som B.T. har søgt hos Københavns Politi, bidrage til et retvisende billede af omfanget.

Gennem det seneste knap halvandet år har Københavns Politi registreret 338 anmeldelser om vold, trusler og røveri begået i henholdsvis tog, bus og metro samt ved stationer og stoppesteder. Anmeldelser om vold fylder mest i statistikken. Værd at bemærke er dog, at tallene ikke dækker den københavnske Vestegn.

De syv unge, der stod bag det meget omtalte overfald på Albertslund Station, blev alle senere anholdt og efterfølgende dømt til at afsone fra 30 dage og op til seks måneders fængsel.

De er alle løsladt igen.

Marcus Alexander Aroli er dog ikke stødt på nogen af dem.

Han forklarer, at overfaldet hører fortiden til. To og et halvt år er gået, og han er blevet mere mentalt robust.

»Det har været en længere proces. Meditation, musik, træning og psykologiske redskaber har hjulpet. Jeg tror også, at det nye vagttiltag vil have en yderligere positiv effekt,« siger Marcus Alexander Aroli, der runder 20 år om få måneder.