Brunt vand vælter igen ud af hanerne i dansk by
Beboerne troede, at problemet var løst. Nu er det grumsede vand tilbage.

Beboerne troede, at problemet var løst. Nu er det grumsede vand tilbage.

Det brune vand er tilbage.
Det skriver TV 2 Østjylland.
I den jyske by Hou må beboerne igen kigge en ekstra gang, når de tænder for vandhanen.
For ud kommer ikke det klare drikkevand, de forventer. Det er grumset, mørkt og så langt fra appetitligt, at flere borgere helt undgår at drikke det.
En af dem er Louise Jakobsen.
Hun fortæller til TV 2 Østjylland, at familien har været nødt til at købe vand i supermarkedet.
»Der er ikke rigtigt nogen, der har lyst til at drikke det. Vi købte vand på dunke i går, og vi oplever, at hvis man vasker sig i det, så sidder det for eksempel i håret, siger Louise Jakobsen til mediet.
Men problemet er langt fra nyt.
I juli var situationen så grel, at en anden beboer i byen, Ida Jermiin-Offenberg, beskrev vandet som noget, der mest af alt lignede afføring.
Siden blev vandet dog klart igen. Men nu er mareridtet tilbage.
Hou Vandforsyning har af flere omgange forsøgt at få bugt med problemet.
Blandt andet er dele af ledningsnettet blevet lukket, mens hovedledningerne ind mod Hou er blevet skyllet grundigt igennem.
Men mistanken er nu rettet mod Boulstrupværket, som er det ene af Odder Forsyningsselskabs to vandværker.
Ifølge direktøren er den foreløbige teori, at problemet kan hænge sammen med, at Boulstrupværket i den seneste uge har leveret en større mængde vand end normalt.
Der er endnu ingen meldinger om, hvorvidt vandet i Hou er tilbage til normal.