Den laveste avance i de fire år, Tonni Heinz Jensen har drevet butikken, har fået ham til at advare beboerne i Havnsø.
I et opslag på Facebook skriver han:
»Hvis du ved en fejl er kommet til at handle i den forkerte butik/by, må du meget gerne komme tilbage til Brugsen Havnsø næste gang, du er i området.
Kunder er nemlig blevet en mangelvare i butikken, og det er jo dem, vi lever af.«
Fortsætter butikken i det sydlige Odsherred med at mangle kunder, kan det ende med en lukning, fortæller Tonni Heinz Jensen i et interview med TV2 ØST.
»Det er dødærgerligt. Det er ikke sjovt at gå på arbejde, når man kan se, at tallene ikke er positive. I sidste ende vil det betyde en lukning af butikken, hvis det fortsætter – men det håber vi selvfølgelig ikke.«
Brugsuddeleren understreger, at man har forsøgt sig med lavere priser og tilbudskampagner, men at intet af det har virket som ønsket.
Odsherred er et stort sommerhusområde, og Tonni Heinz Jensen mener bestemt, at den lange vinterkulde bærer en del af skylden for de manglende kunder. Men nu er sneen væk, og tallene går stadig den forkerte vej, fortæller han.
Derfor forsøger Brugsen sig med nye arrangementer. Blandt andet har butikken inviteret lokale borgere til et oplæg om madpyramiden med det formål at komme i dialog om, hvorfor de ikke længere handler i Brugsen.
