Den seneste måned har Telenor og Telia i Norge set en bølge af svindelforsøg, hvor svindlerne, der ringer fra både danske og svenske numre, udgiver sig for at være fra betalingstjenesten PayPal.
Normalvis ser Telenor mellem 5.000 og 7.000 opkald dagligt fra Sverige og Danmark til Norge, men tidligere på måneden slog Thorbjørn Busch, der er leder af Fraud, Crime & Abuse-teamet hos Telenor, alarm, da teleselskabet havde registreret op mod 100.000 opkald dagligt.
Og de mange svindelopkald er fortsat et problem, fortæller han til Dagbladet.
»Vi blokerer stadig en masse trafik fra at nå de norske kunder. I sidste uge blev 25 procent af trafikken identificeret som forsøg på svindel,« siger Busch.
Det samme bekræfter Telia.
»Vi har et en femdobling af danske numre og en fordobling af svenske numre, der ringer til norske numre,« siger Øivind Kristiansen, der er svindelekspert hos Telia, til Dagbladet.
Svindlerne bruger det, der kaldes 'spoofing' til at skjule deres rigtige telefonnumre bag falske numre fra Sverige og Danmark, hvilket gør det sværere for teleselskaberne at blokere opkaldene.
PayPal-svindlen foregår på den måde, at du bliver ringet op af en automatisk besked, der påstår, at en ordre er blevet forkert registreret, hvorefter du bliver bedt om at trykke '1' for at få hjælp.
Dernæst bliver du ført til en medarbejder, der forsøger at få adgang til dine betalingskort, men Thorbjørn Busch har en klar opfordring.
»Hvis du modtager sådan et telefonopkald, skal du lægge røret på. Husk, at du aldrig må give følsomme oplysninger over telefonen,« siger han.
