Vestre Søbad syd for Silkeborg brændte natten til torsdag. Efter al sandsynlighed var branden påsat. Medlemmerne af vinterbaderklubben Den Blå Tap er dybt chokerede.

»Det er forfærdeligt.«

Klik her og se mere tv på localeyes.dk

Vinterbader Steen Boilesen på 75 år gyser ved nyheden om, at Vestre Søbad ved Silkeborg er brændt i en påsat brand natten til torsdag. Han har badet derude gennem 15 år sammen med kammeraterne i vinterbaderklubben Den Blå Tap.

»Der er så dejligt og fredeligt derude. Man cykler eller går gennem skoven for at komme dertil og man møder altid mennesker derude,« fortæller han til TV2 Østjylland.

Da TV2 Østjylland torsdag formiddag kiggede forbi de brandhærgede bygninger ved Vestre Søbad, var der også en del ude for at besigtige skaderne.

En af dem var Rune Schjødt, der også er medlem af vinterbaderklubben.

»Her til morgen, da jeg stod op, fik jeg en besked på Messenger, at Vestre Søbad var brændt. Så tog jeg herud sammen med min datter, og da jeg så det herude, var det næsten med tårer i øjnene,« siger han.

Foto: Local Eyes
Vis mere

»Det er et sted, jeg kommer næsten hver dag. Det er bare frygteligt og kedeligt, at der er nogen, der gør sådan noget.«

Ifølge både brandvæsen og politi var branden efter al sandsynlighed påsat.

»Mit umiddelbare bud er, at den er påsat, fordi der er ikke noget liv derude ellers på den tid af dagen,« siger Allan Riisberg, der var indsatsleder fra Midtjysk Brand og Redning ved branden, de blev kaldt ud til kl. 4.43.

Samme formodning har Midt- og Vestjyllands Politi, som fortsat er i gang med at undersøge sagen.

»Det er vores hypotese, at branden er påsat,« bekræfter Bent Riber Nielsen, der er politikommissær ved lokalpolitiet Silkeborg.

Han begrunder mistanken sådan her:

»Der ser ud til at være flere arnesteder, hvor man har forsøgt at sætte ild på og kun den ene del af omklædningsfaciliteterne er brændt ned.«

Anlægget ved Vestre Søbad bestod af et omklædningsrum for herrer, et omklædningsrum for kvinder og en bygning med kiosk og toiletter. Herreomklædningen brændte ned til grunden i nattens brand, mens kiosk- og toiletbygningen også er svært brandskadet med forkullede vægge.

»Badedyrene bliver ikke pumpet op mere, de er brændt,« siger Rune Schjødt til sin datter, da de to sammen går rundt i brandtomten.

Kvindernes omklædning er ikke brændt, men sodskadet, mens plastvinduerne ind til toiletterne er smeltet af den høje strålevarme fra branden.

Vinterbadernes eget lille lokale er gået fri.

»Det er da heldigvis ikke brændt,« ånder Rune Schjødt lettet op.

Vestre Søbad blev anlagt ved Almindsø syd for Silkeborg i 1933 og i 1970 kom vinterbadeklubben Den Blå Tap til.