Faldet lyder på hele 40 procent. Så stor en andel kvinder er på ti år stoppet med at tage p-piller.

Faldet skyldes primært et øget fokus på p-pillers negative påvirkninger af psyken, siger professor i gynækologi og obstetrik ved Rigshospitalet Øjvind Lidegaard til DR.

I 2016 foretog han et studie, som viste, at 40 procent af de kvinder, der starter på hormonprævention, har 40 procent højere risiko for at være på antidepressiv medicin, end kvinder, der ikke tager det.

Netop depression og humørsvingninger kan være en bivirkning ved brugen af p-piller.

»Når kvinderne bliver bedre informeret om de mulige påvirkninger, vil der også være flere, der vælger p-pillerne fra,« siger han.

Det har tidligere været fremme, at flere dropper p-pillerne som prævention og søger andre muligheder.

En af de muligheder er for eksempel en app, der følger ens cyklus og informerer, om hvornår man har sine ‘sikre perioder’, og hvornår man har ægløsning og er mest fertil, og man derfor skal beskytte sig ved at bruge kondom.

I en artikel på B.T. kommenterer den ledende overlæge på afdelingen for kvindesygdomme og fødsler på Hvidovre Hospital, Charlotte Wilken-Jensen, på, hvorvidt brugen af fertilitets-apps er en god idé eller ej, i forhold til at undgå at bruge hormonprævention.

Hun forklarer, at brugen af disse apps i teorien lyder som en god løsning, men at det er for usikkert i praksis, da der stadig er en risiko for at blive gravid.