To gange har Nanna Louise Meyer udsat sit bryllup på grund af corona, men nu skal det endelig være. Den 31. juli skal hun sammen med sin kommende mand holde et fantastisk bryllup i Kirke Værløse Kirke med efterfølgende fest til den lyse morgen.

Men der er allerede skår i glæden.

For coronarestriktionerne for de danske folkekirker gør, at Nanna skal udvælge, hvilke gæster hun vi have med i kirken, og hvilke der må vente udenfor. De må nemlig ikke allesammen komme med ind til vielsen.

»Jeg bliver vildt ked af det. Vielsen er jo noget af det smukkeste ved et bryllup, og vi havde jo regnet med en fuld kirke. Det er mega ærgerligt,« siger Nanna til B.T.

Til Nanna og hendes kommende mand, Peters, bryllup kommer der 90 gæster. Men i kirken må der kun være 30 personer. Dog 50, hvis man vælger ikke at synge.

Kigger vi under et år tilbage, var der ingen arealkrav i kirken, til trods for at vi slet ikke var i gang med at vaccinere på det tidspunkt. Havde Nanna holdt fast i sin første bryllupsdato i september, kunne hun have holdt vielsen, ligesom hun ville.

»Det er mega nederen at skulle sige til nogen, at de ikke må komme med ind. Det, synes jeg, er en forfærdelig situation. Havde jeg ikke rykket mit bryllup to gange allerede, så havde jeg gjort det igen,« siger 36-årige Nanna.

Ifølge Nanna Louise Meyer har coronareglerne ramt helt ved siden af skiven, når det kommer til folkekirken. Samtidig med, at hun skal vælge til og fra blandt sine gæster, så kan hun også se, hvordan man alle andre steder i samfundet kan gøre, som man vil.

Fra 1. juli er der ikke længere arealkrav på spisesteder, og der må være 25.000 tilskuere til EM-kampene i Parken.

»Vi kan hoppe rundt på busser og fejre EM og tage på restaurant uden at holde afstand. Men i kirken, som ikke er et sted, hvor man danser, drikker alkohol eller sådan noget, skal vi holde afstand til en vielse, der tager 40 minutter. Det er jo helt hul i hovedet.«

Coronareglernes manglende mening bliver enormt tydelig for Nanna og hendes kommende mand, fordi de få timer efter vielsen i kirken tager til et hotel, hvor festen skal holdes.

Og her er ingen arealkrav.

»Det tåbelige er jo, at vi skal holde festen på et hotel, hvor vi skal danse tæt, dele drinksglas, ikke bruge mundbind, og hvor der ingen arealkrav er. Vi må alt, men ikke i kirken. Det er det, jeg er sur over. Hvis vi smitter hinanden, så er det ikke i kirken, så er det på dansegulvet,« siger Nanna Louise Meyer.

Nanna Louise Meyer har dog besluttet sig for at få det bedste ud af det, selvom reglerne ikke når at blive lavet om. Så er det ikke andet for end at sætte en storskærm op ude foran kirken og så streame vielsen.

Hun håber dog på, at reglerne når at blive ændret, og hun har sendt utallige mail til politikerne og Søren Brostrøm for at råbe dem op.

»Det virker, som om man ikke har tænkt over tingene. Som om man har glemt kirken.«

Kirkeminister Joy Mogensen forstår godt utålmodigheden – som hun selv beskriver det. Men hun mener, det endnu er nødvendigt med arealkrav i kirkerne:

»Det er stadig vigtigt at holde det samlede smittetryk under kontrol, og derfor må kirkerne ligesom andre samfundsområder lidt endnu leve med de generelle areal- og afstandskrav,« skriver Joy Mogensen i et svar til B.T.

Og bare fordi arealkravet er fjernet mange andre steder i samfundet, ser hun ikke grund til at fjerne det i kirkerne på nuværende tidspunkt:

»Den slags forskelle skyldes hensynet til det samlede smittetryk i samfundet. For eksempel har kirkerne jo omvendt været åbne hele vinteren, hvor store dele af det øvrige samfund måtte holde lukket,« skriver Joy Mogensen.

De Konservatives kirkeordfører, Birgitte Bergman, og Venstres kirkeordfører, Louise Schack Elholm, bakker dog Nanna Louise Meyer fuldt op. Står det til dem, skal restriktionerne i folkekirken fjernes med det samme.

»Lige nu går det stærkt med vaccinationerne, over tre millioner har fået første stik, og vi har et meget lavt indlæggelsestal. Det skal afspejles i virkeligheden. Jeg forstår godt Nanna og hendes argumentation, og jeg synes også, det er svært at forstå, at man ikke kan sidde i en kirke, når så mange glade danskere fejrer EM. Derfor har jeg også stillet spørgsmålet videre til kirkeministeren,« siger Birgitte Bergman.

»Jeg er ærgerlig over, at man ikke prioriterer, at folk kan holde de store begivenheder som bryllup, barnedåb og begravelse. Det er slet ikke det samme at se det på en storskærm,« siger Louise Schack Elholm.