Inden for kort tid vil man kunne aflæse coronavaccinationernes effekt i statistikken, vurderer Søren Brostrøm.

Inden for få dage går vaccinationerne mod coronavirus i gang i Danmark, og hos Sundhedsstyrelsen forventer man, at det vil kunne aflæses efter lidt over en måned i form af færre udbrud på eksempelvis plejehjem og en knækket sygdomskurve hos de ældste borgere.

Hvis vaccineindsatsen forløber effektivt, og man når rundt til personerne i størst risiko først, vil det kunne ses i slutningen af januar eller starten af februar, siger Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen.

- Jeg vil forvente, at når vi kommer i gang med at vaccinere, kan vi allerede efter kort tid se en effekt på sådan noget som plejehjemsudbrud og sygdom hos de allerældste.

- Der går selvfølgelig noget tid, før vi kan komme rundt på alle de godt 1000 plejehjem i Danmark, og før vaccinen sætter ind, men i slutningen af januar eller starten af februar vil jeg forvente at se, at de kurver knækker på grund af vaccinen, siger han.

Allerøverst prioriterer man personer i risikogruppen, ligesom også frontpersonale i coronabekæmpelsen får vacciner fra første sending.

- Udfordringen er, at vi får kun en begrænset antal vacciner til at starte med. Vi regner med, den allerførste sending er på knap 10.000 doser vacciner, og så får vi gradvist derefter stigende leverancer, siger han.

I alt er den første leverance af Pfizers vacciner, der mandag blev godkendt af EU-Kommissionen, på 170.000 doser til Danmark, hvorefter flere vil komme.

De vil blive sendt i drypvise sendinger, og den første er altså på cirka 10.000 doser og ankommer inden for få dage.

De første 170.000 doser er ikke nok til at vaccinere alle i risikogruppen eller alt plejepersonale, men Brostrøm er tryg ved, at det med tiden vil ske, når flere vacciner ankommer.

Desuden er der begrundet håb om, at eksempelvis medicinalfirmaet Modernas vaccine snart kan blive godkendt og tages i brug i EU-lande.

- Vi ved, at Pfizers vaccine og Modernas, som måske bliver godkendt i januar, kommer med en dokumentation om forebyggelse af covid-sygdom. Også hos risikogrupperne, siger han

Sverige og Norge har meldt ud, at de regner med at vaccinere fra søndag. Flere danske kommuner har dog sagt, at de håber at kunne gå i gang før.

Søren Brostrøm kan endnu ikke sætte en præcis dato på, hvornår den første borger i Danmark kan blive vaccineret mod coronavirus. Det kan først bekræftes, når vi ved, hvornår vaccinerne lander i Danmark, fortæller han.

Men man vil gøre alt, hvad man kan, for hurtigst muligt at komme i gang.

- Det er ekstremt vigtigt for os, at når vaccinen kommer, skal vi så hurtigt som muligt i gang med at vaccinere, og at vi vaccinerer de rigtige først, siger Søren Brostrøm.

/ritzau/