»Der er tale om en fejl«.

Sådan lyder det fra direktør for kultur, miljø og erhverv Stig Werner Isaksen til JydskeVestkysten.

Udtalelsen kommer i kølvandet på en hændelse, hvor Aabenraa Kommune er kommet til at rive en privat bro, som har været registreret forkert i kommunens system, ned og opføre en ny.

Efter fejlen er gået op for kommunen, har den dog tilkendegivet, at den 'selv hænger på regningen'.

Det er brødrene Egon og Gerhart Rasmussen, der til daglig driver landbrug sammen på grænsen mellem Aabenraa og Tønder Kommune, som har fået glæde af den nye skattebetalte bro til 700.000 kr.

Brødrenes onkel og siden brødrene selv har i 10 år ejet den mindre bro, der går over Gammelå.

Egon og Gerhart Rasmussen gjorde ikke indsigelse, da kommunen gik i gang med at rive broen ned og efterfølgende opføre en ny af slagsen samme sted. For det var jo dejligt at få en ny bro, som brødrene selv formulerer det.

Bommerten i Aabenraa Kommune er kommet frem, ganske kort tid efter at Vejen Kommune har været involveret i en lignende sag.

Her var det ligeledes en landmand, der ud af det blå fik en bro fornyet. Denne bro kostede 400.000 kroner.