Han siger farvel til en virksomhed med 165 medarbejdere og en halv milliard kroner i omsætning.

Brødkongen, Flemming Paasch, sælger nu de sidste 10 procent af Easyfood.

Det skriver JydskeVestkysten.

Paasch sælger til fødevarekoncernen Orkla, der for fire år siden købte 90 procent af Easyfood. 

Han ville egentlig være trådt tilbage noget før, men som kom corona og Ruslands angreb på Ukraine.

Til JydskeVestkysten siger Paasch:

»Det er noget, vi har forberedt længe og godt. Nu er tiden så kommet. Det er lidt, som dengang mine egne børn flyttede hjemmefra. Nu tør jeg godt lade endnu et barn gøre det samme, for Easyfood er så godt opdraget og har så god en kultur. Den kan stå på egne ben og skabe sit eget liv på en god måde.«

Easyfood har mere end 200 produkter, der sælges i 24 lande verden over. Blandt produkterne er kanelsnegle, boller og burgere. 

Fremover vil Paasch blandt andet bruge sin tid på bestyrelsesarbejde i blandt andet Løgismose og Funkisfood.

Han stopper ved udgangen af året. 

I 2019 gav Orkla et trecifret millionbeløb for de 90 procent af Easyfood, der var værdisat til 330 millioner kroner.