Nu kan moren til en trafikdræbt politiassistent endelig ånde lettet op. Efter næsten fem års eksil i De Forenede Arabiske Emirater er den 31-årige sigtede i sagen endelig blevet udleveret til Danmark.
68-årige Britta Buhl havde ellers affundet sig med, at det punktum hun længdes efter, nok aldrig ville blive sat:
»Jeg havde indstillet mig på, at nu var det slut. Så det, at han nu pludselig bliver udleveret, gør da, at jeg virkelig håber på en afslutning,« fortæller hun.
En juliaften i 2019 kørte en vanvidsbilist ind i hendes søn, Magnus Buhl Hansen, som var politiassistent ved Københavns Politi, på Langebro i København. Han blev kun 35 år gammel.

Vanvidsbilisten, som er dansk statsborger, skulle have stået til ansvar i retten i 2020, men han flygtede i stedet ud af landet.
Den længe ventede besked, om at han nu er blevet udleveret, kom på et helt særligt tidspunkt:
»Jeg fik beskeden om, at de havde udleveret ham til Danmark, dagen efter, Magnus ville være fyldt 42 år. Det, synes jeg, er meget specielt,« fortæller Britta Buhl.
Den sigtede blev fremstillet i et grundlovsforhør fredag formiddag, og for den mor, der omkring seks år efter hans død havde mistet håbet, er det her vejen mod retfærdighed, selvom det river op i gamle følelser:
»Magnus er meget savnet. Det gør bare lige, at det hele kommer op igen,« fortæller en tydeligt mærket Britta Buhl.
Ulykken, der kostede hendes søn livet, fik Britta Buhl til at kræve hårdere straffe mod vanvidsbilister. Det banede vejen for en lov om vanvidsbilisme, og det giver Britta Buhl håb for en fremtid med færre trafikdrab:
»Magnus' død var medvirkende til, at straffen blev skærpet, så vi kan faktisk finde mening i det hele nu. Og så må man håbe, at folk begynder at tænke sig fornuftigt om,« fortæller hun.
Den 31-årige gerningsmand har fredag formiddag erkendt sig skyldig under grundlovsforhøret og bliver foreløbig varetægtsfængslet til 18. september.
Læs B.T.s liveblog fra grundlovsforhøret her.

