God håndhygiejne og omhyggelig rengøring er helt essentielt under coronavirussen. Det hersker der efterhånden ikke megen tvivl om, men for 13 husstande har det været en mangelvare, mener en håndfuld beboere.

»Allerede inden coronavirus havde jeg svært med det. Og efterfølgende har det fyldt rigtig meget i mit hoved,« siger 41-årige Britt Pedersen.

På grund af et omfattende byggeri i boligforeningen Kristianslund i Roskilde har familier på stribe måttet deles om toilet- og badefaciliteterne.

Dog har familierne ikke fået tildelt en kabine hver, som ellers ville være at foretrække for beboerne. I stedet har 13 familier måttet deles om tre toiletter og tre bade. Britt Pedersen fortæller, at hun fik revet sit badeværelse ned den 11. marts og siden har brugt toiletfaciliteterne, som blev stillet op til fælles benyttelse.

Britt Pedersen. Foto: Privat.
Britt Pedersen. Foto: Privat.
Vis mere

Men det har ikke været med hendes gode vilje, blandt andet på grund af coronavirussens hærgen i marts.

»De (toiletforholdene, red.) har ikke været gode nok set i lyset af coronavirus. Jeg har været bange for corona-smitten og har været så frustreret, at jeg ikke har haft lyst til at gå på toilettet. Man kan godt leve sådan i et par dage, men i så lang tid, det er helt forkert for mig.«

På grund af coronavirus anbefaler myndighederne, at man sørger for god håndhygiejne og at være ekstra opmærksom på rengøring. To faktorer, som har været en mangelvare, ifølge Britt Pedersen.

»Det blev påstået, at der blev gjort rent hver dag. Men jeg opdagede et cigaretskod ligge inde på toilettet i to-tre dage, før det blev fjernet. I den første uge var der heller ingen håndsprit.«

Rengøringen har ifølge beboerne ikke været tilstrækkelig. Foto: Peter Jensen.
Rengøringen har ifølge beboerne ikke været tilstrækkelig. Foto: Peter Jensen.
Vis mere

Samme oplevelse deler flere af Britt Pedersens naboer, som B.T. har talt med. Én af dem er Dorthe Østergaard, hvis badeværelse blev revet ned den 9. marts.

»Der er mange herude, som ikke bryder sig om at dele toilet med andre. Især når de ikke bliver gjort rent i dagevis. Det er ikke særlig behageligt.«

Sjællandske bragte historien som de første, og her beskrev en tredje beboer, hvordan der havde ligget mudder på toiletgulvet i flere dage efter et regnvejr, og at der ikke var blevet gjort rent som lovet.

Både Britt Pedersen og Dorthe Østergaard beskriver, at de i løbet af de forgangne uger har henvendt sig til folkene omkring boligbyggeriet.

Dorthe Østergaard. Foto: Privat.
Dorthe Østergaard. Foto: Privat.
Vis mere

Men begge oplever, at deres henvendelser har svævet i luften mellem forskellige parter, hvorfor de ikke rigtig har modtaget svar. Sådan har de i hvert fald opfattet det.

Den 23. marts skrev Boligselskabet Sjælland, der er ansvarlige for byggeriet, at man iværksatte tilbud om at blive genhuset på hoteller eller vandrehjem til de omtalte beboere.

Et tilbud, Britt Pedersen tog imod for et par dage siden. Hun ærgrer sig dog over, at der skulle gå mere end tre uger set i lyset af coronavirussen.

»Så kan det godt være, nogen synes, vi brokker os meget, men jeg synes ikke, det her har været i orden.«

Hver toiletbås bliver delt mellem seks familier. Familierne har også fået udleveret nøgler til båsene. Foto: Peter Jensen.
Hver toiletbås bliver delt mellem seks familier. Familierne har også fået udleveret nøgler til båsene. Foto: Peter Jensen.
Vis mere

B.T. har været i kontakt med Boligselskabet Sjælland, der ikke har haft mulighed for at stille op til interview.

I et skriftligt svar udtaler byggechefen hos Boligselskabet Sjælland, Pet Bro, følgende:

'Vi tager situationen med corona-smitte meget alvorligt og har hele tiden handlet i overensstemmelse med sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Men hvis vi havde vidst dét, vi ved nu om corona-smitte, ville vi have tilbudt vores beboere genhusning med det samme,' skriver han.

Han tilføjer, at selskabet nøje holder øje med situationen og drager nyttig erfaring i en svær situation:

'Som så mange andre forsøger vi at navigere i en tid med daglige og nogle gange skiftende udmeldinger om corona-udbredelsen og håndteringen fra myndigheder og regering.'

'Derfor bliver der løbende taget beslutninger, som 1 uge senere ville have haft et andet udfald end dét, vi vidste på daværende tidspunkt. Og sådan er vi sikre på, at rigtig mange drager nyttige og smertelige erfaringer lige nu i en situation, der er uvant for de fleste.'

Per Bro understreger, at der dagligt er blevet gjort rent i vognene.

Selskabet har til gengæld besluttet sig for at øge rengøringerne til to om dagen – morgen og aften.