Der blev helt stille i selskabet, da Britt begyndte at fortælle sin historie. Om hvordan hun havde rejst fra sin familie i Danmark for at forfølge en karriere i udlandet.
Hun husker den stilhed, og hvordan flere løftede øjenbrynene, og fordømmelsen spredte sig i rummet.
Manden, der sad ved siden af Britt i middagsselskabet, havde gjort præcist det samme. Han fik kun ros og beundring.
»Vi lever i et samfund, hvor vi dømmer ambitiøse kvinder og hylder ambitiøse mænd. Min ambition blev vejet mod mit moderskab. En mands ambition bliver målt mod hans resultater,« siger Britt Ploug.
Det er langt fra første gang, at 51-årige Britt har skulle høre for beslutningen, hun tog i 2021. Selv her 4,5 år efter hører hun stadig for sit valg.
Selvom det har været svært, har hun lært en vigtig lektie, som hun vil give videre til alle kvinder.
Svært valg
Tilbage i 2018 stod virksomheden, som Britt var ansat i, over for en organisationsændring, hvilket betød, at hendes senior lederstilling skulle nedlægges.
For første gang i en alder af 44 år stod Britt uden arbejde og skulle finde ud af, hvilken vej hun nu skulle gå.
Pludselig begyndte flere rekrutteringskonsulenter fra udlandet at henvende sig til Britt med spændende jobtilbud inden for biopharma og healthcare, som er det felt, hun har arbejdet med i mange år.
»Min krop sitrede af spænding, mit hjerte bankede af begejstring, men der var stadig en frygt og en nervøsitet. Jeg mærkede en ild i min krop, som jeg bare måtte følge.«
Og alligevel var det eneste, Britt kunne tænke på, hendes børn og hendes kæreste.
Hendes ældste barn gik i gymnasiet og den yngste i folkeskole, og det føltes på mange måder forkert at sige ja, fortæller hun.
»Jeg overvejede alle detaljer. Ansvar, egoisme, timing, deres liv, mine drømme, kærligheden - jeg tvivlede, men alligevel havde jeg den stærke følelse af, at jeg bare måtte følge mit hjerte.«
Knuden i maven
Britts kæreste gav hende stor opbakning. Men hun havde længe udskudt at fortælle sine børn om beslutningen.
Hun frygtede, at hendes børn ville bede hende om at droppe jobbet og udlandet.
»Jeg mærkede skyld og smerte på en gang, men det var et valg, jeg måtte tage for min skyld og for min udviklings skyld.«
En aften gjorde hun det så. Hun mærkede, hvordan det strammede i brystet, og hvordan knuden i maven voksede.
Det var en svær samtale med mange følelser. Men vigtigst af alt var der opbakning og kærlighed, fortæller Britt. I juli 2021 pakkede Britt sine kufferter og fløj til England.
Den tomme lejlighed
Og så sad hun der. På gulvet i en tom lejlighed omgivet af kufferter. Stilheden pressede sig på og tvang Britt til at stille sig selv spørgsmålet. Har jeg valgt forkert?
»Det føltes som et nederlag at indrømme, hvor svært og ensomt det var den første tid i England. Men jeg kom igennem det, tørrede tårerne væk, på med de højhælede og tog næste skridt, og med dét lærte jeg at stå rank, selv når knæene rystede.«
For Britt var det ikke blot et karrierevalg, fortæller hun. Det handlede om et valg mellem komfort og forudsigelighed eller mod og integritet.
»Hvis jeg valgte det nære, levede jeg op til forventningerne til at være den rigtige mor og være den version af mig, der passede ind i normen og rammerne.«
»Jeg ville følge min ambition og var klar til at acceptere ensomhed, afstand og fordømmelse. Med det viser jeg også mine børn, at mod ikke altid er behageligt, men altid nødvendigt.«
Et liv uden skam
I 4,5 år har Britt været bosat i England. Hun flyver til Danmark for at besøge familien en-to gange i måneden, og de kommer også gerne og besøger hende.
Der bliver ofte ringet sammen, så de altid er up-to-date med hinandens liv.
Med tiden er fordømmelsen ikke blevet mindre, men den skyld, som Britt har mærket i sig selv, er efterhånden forsvundet. Og ifølge Britt handler den heller den ikke så meget om hende:
»Fordømmelsen handler sjældent om mig – men i stedet om den utryghed, der kommer, når man bliver konfronteret med de valg, man ikke selv har taget eller de valg, som står uden for normerne,« siger hun.
Artiklen er oprindeligt udgivet på Woman.dk, hvor du også finder indhold fra Bolig Magasinet, Costume og Magasinet Liv
