B117 kan ifølge britiske undersøgelser muligvis føre til flere indlæggelser og øget dødelighed.

Et nyt notat fra Statens Serum Institut indikerer ifølge Jyllands-Posten, at den britiske coronamutation B117 kan være farligere end hidtil antaget.

Antagelsen har indtil nu været, at B117, der er blevet den dominerende coronavariant herhjemme, er mere smitsom end de gængse coronavarianter.

Men den kan muligvis også føre til flere indlagte og flere døde, skriver Jyllands-Posten.

Det er en rapport fra et rådgivende organ i Storbritannien, der ligger til grund for notatet.

Et af de mest alarmerende fund kommer fra Public Health England, som vurderer B117 til at have en øget dødelighed på 65 procent i forhold til de kendte varianter.

På baggrund af de forskellige forskergruppers datasæt konkluderer den engelske rapport ifølge Jyllands-Posten, at der er "evidens for, at infektion med B117 er forbundet med en øget risiko for hospitalsindlæggelse og død i forhold til infektioner med andre varianter".

Der er dog ikke mistanke om nedsat effekt af vacciner overfor B117, skriver seruminstituttet.

Derfor forventer man, at udrulningen af vaccinationsprogrammet vil forebygge alvorlig sygdom som følge af virusvarianten.

Notatet fra Statens Serum Institut er sendt til Folketingets ordførere, og regeringen ventes at behandle det og den samlede genåbningstrategi på kommende møder.

Instituttet oplyser, at man ikke har mulighed for at udlevere og kommentere notatet, som Jyllands-Posten omtaler.

Om B117 hedder det på seruminstituttets hjemmeside:

- Tidligere analyser har indikeret, at B117 ikke medførte alvorligere sygdom, men foreløbige resultater fra nyere studier tyder nu på, at der er øget dødelighed ved infektion med B117.

- Om B117 forårsager alvorligere sygdom undersøges yderligere, skriver instituttet.

Den seneste opgørelse søndag over coronavarianter i Danmark viser, at B117 er fundet i 57 procent af de positive prøver i uge 7.

Det er dog kun prøver fra to dage, der indgår i denne opgørelse, da der en vis forsinkelse i gensekventeringen af de positive prøver.

Udbredelsen af B117 svarer til eksperternes forventning om, at varianten i løbet af februar vil være den dominerende variant.

/ritzau/