I øjeblikket betaler Brian Andersen 5000 kroner om året for at kunne parkere nær sit hjem. 

Selvom det i forvejen 'næsten er umuligt' for ham at finde parkering, så kommer prisen til at stige – og snart bliver der endnu færre pladser. 

»Man sælger en vare, der ikke eksisterer,« siger 65-årige Brian Andersen, der først fortalte sin historie til KøbenhavnLIV. 

Han har boet på Gl. Jernbanevej i Valby i mere end 40 år, og med tiden er det kun blevet værre, hvad angår parkeringspladser – og prisen. 

»Københavns Kommune udsteder parkeringslicenser, men der er ikke pladser nok. Jeg pendler ofte rundt i 20 minutter, og der er jeg ikke engang sikker på at finde parkering,« siger Brian Andersen og fortsætter: 

»Og nu bliver det endnu værre og prisen sat op. Det er smadder irriterende.«

På Valby Langgade, hvor Brian Andersens parkeringslicens også gælder, forsvinder der snart flere parkeringspladser, fordi der skal laves cykelstier, forklarer han. 

Og så går en stor del af de resterende til enten el- eller delebiler. 

Selv kører han rundt i en Chevrolet Cruze, der kører 16 kilometer på literen. 

Derfor tilhører den 65-åriges bil også den dyreste kategori af biler for at få en parkeringslicens i Københavns Kommune. 

»Jeg ved godt, at man ikke kan trylle pladser frem, men jeg mener, at man burde sætte beløbet ned. Det er bondefangeri, når priserne stiger hvert år, mens pladserne bliver færre,« siger han. 

Fra næste år skal han af med 5755 kroner, der ifølge ham er for dyrt. Især, når der næsten aldrig er et sted at holde bilen.

Over for KøbenhavnLIV oplyser teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, Line Barfod, at der er bred politisk enighed om at hæve prisen yderligere for de biler, der forurener mest. 

Herunder Bo Andersens. 

»Det gør vi blandt andet ved at hæve priserne på beboerlicenser for at reducere antallet af de mest forurenende biler i byen og skabe incitament til at anskaffe sig mere miljørigtige biler,« siger hun til mediet og fortsætter:

»I mine øjne skal priserne hæves yderligere, men over en længere periode, så bilejerne har tid til at omstille.«

En parkeringslicens i Københavns Kommune er ikke er en garanti for, at man kan få en parkeringsplads, men giver en mulighed for at parkere nær sin bopæl, hvilket man betaler en billigere årlig pris for.