De er ikke så populære, som de har været. I 1970erne og 1980erne var Aarhus-historier en sand landeplage af platte vittigheder, der var spundet over de angiveligt altid smådumme aarhusianere.

Måske kan denne historie genoplive den hedengangne vittighedsgenre.

Tirsdag aften klokken 19.20 modtog Østjylland Brandvæsen en alarm om, at en borger var fastklemt i en maskine på Max Müllersgade i Aarhus C.

To ambulancer var allerede rykket ud mod adressen, men anmodede om assistance fra brandvæsenet, der rykkede ud med to store køretøjer og en indsatsleder i sit eget køretøj.

Det fortæller operationschef ved Østjyllands Brandvæsen Johnny Damgård.

»Vi har været ude at assistere hjemmeplejen med en borger, som sad fast i et badekar. Det er mindre dramatisk, end det lige lyder, men hjemmeplejen har jo nogle patientløft en gang imellem, når en borger er faldet, og de kunne simpelthen ikke selv håndtere det, så det var vi ude at hjælpe dem med,« siger han og tilføjer:

»Så det er ikke så dramatisk.

Jeg synes, det lyder meget dramatisk?

»Ja, det kan man sige. Man skal forestille sig, at man skal løfte en person op af et badekar. En person, som ikke selv kan hjælpe til. Det kan godt være svært for sådan to hjemmeplejeassistenter. Det er simpelthen det, vi har lavet: Assisteret hjemmeplejen med et patientløft.«

På billeder fra stedet kan jeg se to ambulancer, to store lastbiler fra brandvæsenet og indsatslederens eget køretøj. Er det ikke meget mandskab at sende ud til en borger, der sidder fast i sit badekar?

»Jo, men vi får i vores system melding om, at der sidder en person fast i en maskine. Når man ringer 112, skal opkaldet puttes i en eller anden kategori som for eksempel ‘villabrand’, ‘brand i etageejendom’ og lignende. Men der er ikke et bip, der dækker ‘person fastklemt i badekar’, så den kom som ‘fastklemt i maskine,« forklarer Johnny Damgård.

Og når den alarm lyder, er det fast procedure, at brandvæsenet rykker ud med en indsatsleder, en sprøjte og en redningsvogn.

»Når der også var ambulancer på stedet, er det fordi AMK (Akut Medicinsk Koordinering, red.) ønskede vores hjælp. De to ambulancereddere kunne ikke selv få personen op af badekarret, og så bad de om hjælp fra os,« siger Johnny Damgård.