Dansk Folkepartis omdiskuterede forslag om at sende tusindvis – hvis ikke titusindvis – af udlændinge ud af Danmark får massiv opbakning fra danske vælgere. 

Det viser en ny meningsmåling fra analysevirksomheden M.B.C. for Weekendavisen.

Til Weekendavisen kalder valgforsker og professor ved Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen, målingen for opsigtsvækkende.

Han mener, at den viser, at spørgsmålet om hjemsendelser bliver »brandfarligt« for især Socialdemokratiet i den kommende folketingsvalgkamp.

»Et flertal er meget, meget tæt på Dansk Folkeparti og resten af de populistiske højrefløjspartiers position på de her ting,« siger Kasper Møller Hansen til Weekendavisen og fortsætter:

»Det overrasker mig, at støtten er så høj – også i spørgsmål, hvor det strider mod grundloven og internationale konventioner. De begrænsninger betyder ikke så meget for danskerne, som vil slå meget hårdt ned på ikkedanske statsborgere.«

Dansk Folkepartis udspil om såkaldt remigration – storstilede hjemsendelser – består af tre centrale forslag. Meningsmålingen viser opbakning til dem alle tre.

Meningsmålingen viser således, at mere end syv ud af ti danskere bakker op om Dansk Folkepartis forslag om at udvise kriminelle udlændinge ved første dom – også selvom der er tale om mindre forseelser.

Forslaget om at udvise indvandrere, der er på offentlig forsørgelse, møder ifølge meningsmålingen opbakning fra lige omkring halvdelen af befolkningen.

Tre ud af fire er ifølge målingen enige i, at udvisningsdømte skal indkvarteres på lukkede udrejsecentre, der i praksis fungerer som fængsler, og som ikke kan forlades før udrejse.

Flere eksperter har overfor Berlingske peget på, at Dansk Folkepartis udspil er i strid med både konventionerne og grundloven.

Den omtalte meningsmåling er udført af analysevirksomheden M.B.C. – Moos-Bjerre Consultants for Weekendavisen. 

Undersøgelsen er gennemført som en online spørgeskemaundersøgelse blandt 1.390 repræsentativt udvalgte danskere i perioden fra 25. november til 1. december 2025. 

Spørgsmålet uddyber ikke, hvilken type kriminalitet der er tale om.