»Vi får en anmeldelse om brand klokken 00.02.«

Sådan lyder det fra Nordjyllands Politi, der kan berette om en brand i en villa på Keravej i Hjørring natten til mandag.

»Vi kender endnu ikke årsagen til branden. Men den begyndte i en bil ved en carport og bredte sig så videre til villaen,« fortæller Jesper Sørensen, vagtchef i Nordjyllands Politi.

Branden bed sig derefter fast i husets tagryg.

Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

Der er to beboere tilmeldt på adressen, men om de var hjemme, da branden brød ud, ved politiet endnu ikke.

»Men der er i hvert fald ikke sket dem noget, og der var ikke behov for nogen evakuering,« oplyser vagtchefen.

Politiet er færdige på stedet for nuværende, men brandvæsenet har stadig gang i slukningsarbejdet.

Når det er overstået, skal politiet tilbage til villaen for at komme en årsag til branden nærmere.

»Vi har ikke frigivet huset endnu. Vi skal have lavet yderligere undersøgelser af brandårsagen,« siger Jesper Sørensen.

Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

B.T. følger sagen.