Fra torsdag til foreløbig 1. oktober gælder strammere regler for serveringssteder i hovedstadsområdet.

Det bliver ikke nemt for restauranter og barer i hovedstadsområdet, når de torsdag åbner med en gang nye restriktioner under armen.

Bekendtgørelsen med præcisering af regler om blandt andet mundbind og visir har de først fået natten til torsdag, og de har derfor haft kort tid til at blive helt skarpe på, hvordan de nye regler skal fungere i praksis.

Serveringsstederne skal nok blive klar. Men kravet om mundbind er med til at skabe forvirring. Det mener brancheorganisationen Horesta, der repræsenterer hotel-, restaurations- og turisterhvervet.

- Nu skal vi til at have mundbind på indenfor på restauranterne. Det har vi ikke haft før. Det gælder også personalet. Og det skal vi finde en række praktiske løsninger på.

- Eksempelvis skal man ikke have mundbind på, hvis man sidder ned. Men hvad så hvis man rejser sig op til en fødselsdagsfest og gerne vil sige et par ord? Skal man så have mundbind på lige pludselig?, spørger Kristian Nørgaard, politisk chefkonsulent hos Horesta.

Regeringen og sundhedsmyndighederne har vurderet, at der på grund af smittestigning er behov for strammere regler i hovedstadsområdet.

Reglerne, som torsdag er trådt i kraft, betyder blandt andet, at restauranter, caféer og barer skal lukke klokken 22 i stedet for ved midnat.

Ligeledes rykker mundbind ind på serveringsstederne med de nye regler. Der er således krav om mundbind, medmindre man sidder ned. Og det gælder ansatte med kundekontakt såvel som gæsterne selv.

Branchen har forsøgt at forberede sig på en dagligdag med mundbind eller visir på arbejde.

- Det er noget, vi skal gøre os nogle erfaringer med. Vi skal nok klare det.

- I andre erhverv har de også mundbind på som i den offentlige transport. Der har man fundet en løsning, og det gør vi selvfølgelig også, siger Kristian Nørgaard.

De nye restriktioner i hovedstadsområdet gælder foreløbig fra 17. september til 1. oktober.

/ritzau/