Selvom du måske ikke kører så meget rundt i bil lige nu, så har du måske alligevel bemærket de stigende benzinpriser.

For priserne på brændstoffet er steget med 2 kroner og 80 øre per liter siden april 2020.

Men det er faktisk ikke, fordi benzinen i sig selv er blevet dyrere. Det skyldes i højere grad, at priserne på benzinen er på vej tilbage til deres ‘normale’ priser, forklarer Ilyas Dogru, der er forbrugerøkonom i bilejernes interesseorganisation FDM, til TV 2 Øst.

»Den lave efterspørgsel under corona har afspejlet sig i faldende brændstofpriser. Men nu stiger efterspørgslen, jo mere samfundet åbner og i takt med, at folk kører mere rundt – og derfor vil priserne alt andet lige stige,« siger han.

Prisudviklingen står dog i skærende kontrast til de udmeldinger, som Skatterådet kom med, da kørselsfradraget ved indgangen til 2021 blev sat ned.

Her udtalte de, at kørselsfradraget ville falde med seks øre, fordi de forventede en lavere benzinpris i 2021.

Skatterådet har i deres beregninger regnet med en pris på 11 kroner og 31 øre for en liter benzin i 2021, mod 12 kroner og 33 øre året før.

Lige nu koster en liter benzin 11 kroner og 29 øre, og meget tyder på, at priserne vil fortsætte med at stige lidt endnu.