Medarbejderne i de snart lukkede BR- og Toys'R'Us-butikker landet over tager ikke på arbejde for deres egen karrieres og økonomis skyld. De er nemlig allerede fyret og gør det udelukkende for kunden. Så behandl dem ordentligt.

Det er budskabet i et opslag fra en nu tidligere butikschef, som hyldes på Facebook i stor stil, dagen inden den sidste butik drejer nøglen om.

'Selvom det nok ikke er mange pæne ord, vi får med på vejen i dag, og det samtidig er nogle meget berørte medarbejdere, der trækker i trøjen, så husk på, at vi er her kun for at hjælpe og besvare jeres spørgsmål. Husk, at vi blot passer vores job, ligesom at du passer dit,' skriver Sandra Rugi, butikschef hos BR Hobro – en af de butikker, der lukkede fredag, da konkursen blev meldt ud.

'Vi forstår de frustrationer, du måtte sidde med i form af et gavekort, der ikke kan bruges, eller et produkt uden byttermærke og bon. Men sagen er den, at vi nu er arbejdsløse, men derfor trækker vi alligevel i trøjen og sætter et smil på kun for din og dit barns skyld. Så venligst tag ja-hatten på, når du besøger vores butik i dag og i morgen. Er det for meget forlangt?' spørger hun retorisk i Facebook-gruppen 'Facebook Randers', hvor opslaget på kort tid har høstet over tusind likes.

Fredag blev legetøjsvirksomheden Top-Toy erklæret konkurs, hvilket betød, at alle BR- og Toys'R'Us-butikker måtte dreje nøglen om samme dag. Men 24 butikker landet over holder åbent til og med mandag den 31. december, og her har der været travlt i weekenden, hvor kunder i hobetal er troppet op for at bytte dubletterne i børnenes julegavehøst.

Og butikschefen Sandra Rugi er ikke den eneste, der har oplevet dårlig opførsel blandt de pressede forældre.

Derfor måtte fagforeningen HK Handel Hovedstaden, der repræsenterer de mange butiksansatte hos Top-Toy, lørdag gå ud på Facebook for at appellere til, at danskerne ikke lader deres frustrationer gå ud over foreningens medlemmer.

'Det er IKKE personalet i butikkernes skyld, at du ikke kan indløse gavekort, bruge dine BR-mærker med videre. Derfor håber vi, at I vil huske at opføre jer ordentligt overfor butikkernes personale. De har lige mistet deres arbejde,' skriver HK Handel Hovedstaden på Facebook.

I november offentliggjorde Top-Toy sin årsrapport, der viste et blodrødt minus på driften på hele 149 millioner kroner.

Det store underskud betød, at Top-Toy måtte gå i rekonstruktion midt i julehandelen.

Men det skuffende julesalg blev dødsstødet, og legetøjsgiganten erklærede sig konkurs fredag.

Er du brændt inde med ubrugeligt legetøj efter juleaften, har en række legetøjsbutikker landet over dog tilbudt at bytte det til et tilgodebevis eller andre af butikkens varer, selv om det er købt hos den konkursramte konkurrent. Læs mere her.