Årets Eurovision, som sluttede lørdag aften med Bulgarien, outsideren, der overhalede alle indenom, var et særligt af slagsen.

Det er præcis 70 år siden, at verdens første Eurovision fandt sted.

Men et af grandprixets grundlæggere, Holland, boykottede grandprixet og 70-årsjubilæet grundet Israels deltagelse.

I protest over den humanitære situation i Gaza efter Israels gengældelse på den militante gruppe Hamas' angreb i Israel i 2023 trak også Irland, Island, Spanien og Slovenien sig.

Det kastede skygger over pailletterne ved Eurovision 2026, lyder dommen fra grandprixkender Simon Falk, der er journalist på det internationale fanmedie Wiwibloggs og det danske Good Evening Europe.

- Jeg vil ikke kalde det et discountshow. Men man har taget, hvad man kunne få, siger han og uddyber:

- Hvis man kun ser Eurovision som en sangkonkurrence, mister grandprixet den unikke ting, som Eurovision altid har haft. Nemlig at vi bliver ved med at hylde dem, der er en del af miljøet.

- Men ikke engang Conchita Wurst, Østrigs forrige vinder, vil have noget at gøre med Eurovision i sit eget land. Og Nemo, som vandt for Schweiz for to år siden, har afleveret sit trofæ tilbage.

DR's mangeårige grandprixkommentator, Ole Tøpholm, kalder Eurovision 2026 for "turbulent".

- Og jeg tror slet ikke, debatten er ovre. Også efter Israel er blevet nummer to igen, og fordi der er et ønske i kulissen, ved jeg, om at få de fem lande ind igen, siger han og fortsætter:

- Så der skal holdes et møde eller tre hos EBU (Eurovision-arrangøren European Broadcasting Union, red.) og alle medlems-tv-stationerne omkring det, fordi de kan komme til at stå i samme situation igen.

DR's grandprixboss, Erik Struve Hansen, havde efter finalen "slet ikke nået at vende", om Danmark skal deltage i næste års Eurovision.

- Vi har jo helt sikkert gerne villet være med i år, og indtil videre tænker jeg ikke, der er så meget ændret på den konto, sagde han lørdag nat til den fremmødte presse i Wiener Stadthalle i Østrigs hovedstad, Wien.

Mens fem lande har trukket sig, har tre andre gjort comeback. Heriblandt Bulgarien, som efter fire års afbud – blandt andet grundet økonomiske udfordringer i landet – vendte tilbage med et brag.

Bulgarien vandt lørdag aften Eurovision for allerførste gang i historien med Daras bombastiske "Bangaranga".

Det østeuropæiske land overhalede den finske favorit og opløberen fra Australien.

- Der skete noget: momentum, konstaterer Simon Falk.

- I år har vist, at hvis man kommer med noget, som er færdigt fra start af, og som ikke kan overraske nogen, så mister man wow-effekten. Men man blev blæst bagover af Bulgarien.

Heller ikke Ole Tøpholm havde set Bulgarien øverst på podiet.

Han troede på Finland, som også var bookmakernes favorit til at vinde Eurovision med "Liekinheitin", som duoen Linda Lampenius x Pete Parkkonen fremførte på henholdsvis violin og vokal.

Både den danske fagjury og seerne var begejstrede for "Bangaranga" og sendte sangen topkarakterer.

Danmarks Eurovision-håb, Søren Torpegaard Lund og nummeret "Før vi går hjem", fik topkarakterer fra Norge og Tjekkiet og endte samlet på en syvendeplads – det bedste danske resultat siden 2013, hvor Emmelie de Forest sang sig til tops med "Only Teardrops".

/ritzau/