»Vi skal bede jer om at forlade Tivoli, for det er altså sådan vores regler er.«
Sådan lød den klare besked fra en Tivoli-ansat til en gæst, der gik rundt med en t-shirt med teksten 'Boykot Israel'.
Episoden fandt sted i midten af august og blev filmet af den mandlige gæsts bedre halvdel, der sammen med deres fælles barn var til stede.
Og nu er en video af episoden så blevet delt og kommenteret kraftigt på de sociale medier.
De tre var på familietur i Tivoli, da en vagt henvendte sig til dem og bad manden tage t-shirten med teksten 'Boykot Israel' af.
Det nægtede han imidlertid, hvilket fik først én vagt og herefter en overordnet til at bede dem forlade haven eller vende t-shirten om.
Årsagen ifølge vagterne var klar:
T-shirts eller andre beklædningsdele med politiske budskaber er et brud på det såkaldte haveregulativ, hvor det fremgår, at 'agitation og politisk propaganda ikke er tilladt'.
I videoen kan man se, hvordan manden med t-shirten til sidst får lov at beholde t-shirten på, medmindre andre gæster kommer til at klage over den.
B.T. har rakt ud til Tivoli, der i et skriftligt interview svarer følgende:
»Det er helt korrekt, at det fremgår af vores Haveregulativ, at 'agitation og politisk propaganda ikke er tilladt'. Det er en svær balancegang, som vi håndterer så godt som muligt. Det betyder ikke, at vi ikke som individer er berørte af de grusomheder, der sker rundt omkring i verden,« skriver pressechef, Torben Plank, i en mail.
Hvis man i dag går ind i Tivoli med en lignende 'Boykot Israel' t-shirt og i øvrigt passer sig selv - kan man så risikere at blive hevet til side af en vagt. Ja eller nej?
»Nej, sandsynligvis ikke, da det er sjældent, at der er udfordringer med det, da vores gæster kommer til Tivoli for at nyde livet og være sammen. Det handler om den samlede gæsteadfærd og formål med at besøge Tivoli,« skriver Torben Plank.
Jeg har så ét spørgsmål mere: Var det en fejl at stoppe manden med Boykot Israel t-shirten?
»Det er en konkret vurdering, der er foretaget i situationen. Den er vores kolleger i Haven dygtige og erfarne til at foretage. Der blev fundet en løsning, så han blev i forlystelseshaven.«
»Hver gang der er en hændelse som denne, evaluerer vi internt, og det gør vi også her.«

