I flere år er en række katte på mystisk vis forsvundet sporløst i et område i Rønne på Bornholm.

Men nu er der nyt i sagen.

Det viser sig nemlig, at en lokal mand åbenbart har været så træt af katte, der kommer på besøg i hans have, at han formentlig har indfanget dem.

Det skriver TV2 Bornholm.

De kidnappede katte har manden højst sandsynligt sluppet fri i et skovområde, og derfor er der en chance for, at kattene stadig er i live, og at de mange bornholmere, der har mistet deres kat, dermed kan få deres kæledyr igen.

Bornholms Politi efterlyser derfor borgere, der mangler katte, siger politikommissær Michael Winsløw fra Bornholms Politi til TV2 Bornholm.

Han fortæller endvidere, at de har valgt at sigte den omtalte mand i sagen.

»Han vil ikke erkende det fulde forhold, men han nægter heller ikke. Han samarbejder med politiet,« siger Michael Winsløw til mediet.

Ifølge politikommisæren har manden i forbindelse med afhøringen fortalt betjentene, at han gjorde det, fordi han var træt af, at kattene efterlod kattelort i hans have.

B.T. har fredag aften forsøgt at komme i kontakt med Michael Winsløw for at høre, hvor mange katte det drejer sig om, og hvor mange år katte-kidnapperen har været på spil, men det er ikke lykkedes.

Til TV2 Bornholm fortæller politikommisæren, at de er 'ret sikre på', at kattene ikke er blevet aflivet, og at det især er borgere i området ved Nordre Kystvej, Borgmester Nielsens Vej og Sankt Mortensgade i Rønne, som skal henvende sig, hvis de mangler en kat.

Hvis der bliver rejst tiltale mod manden, vurderer Michael Winsløw, at der kan blive tale om en bødestraf.