Coronakrisen har gjort det klart for flere sjællandske borgmestre, at der er mange fordele ved hjemmearbejde.

Flere borgmestre i Region Sjælland foreslår ifølge DR at lade småsyge medarbejdere arbejde hjemmefra.

Coronakrisen har vist, at mange sagtens kan arbejde hjemmefra i større omfang end tidligere.

Desuden ses der langt færre sygemeldte under coronakrisen, siger Henrik Hvidesten (V), som er borgmester i Ringsted Kommune.

Han vurderer, at det især skyldes et øget hensyn til egen og andres sundhed samt bedre håndhygiejne.

Den læring skal med videre, siger han til Ritzau.

- Normalt ville man måske sidde derhjemme og sige: "Jeg hoster lidt, men jeg kan godt passe mit arbejde". Så tager man ind på kontoret og spreder smitten.

- I stedet kan man nu sige, at man godt kan arbejde, men hjemmefra. Så bliver man hjemme og får ikke spredt smitten, lyder det.

Fra borgmestrene i Slagelse, Guldborgsund, Vordingborg og Kalundborg lyder samme budskab, skriver DR.

Henrik Hvidesten mener, at man på de enkelte arbejdspladser må diskutere, hvilken kultur man ønsker, og om man kan implementere mere hjemmearbejde.

Han understreger, at hvis man er sygemeldt, så skal man bruge tiden på at blive rask.

- Hvis man bør ligge under dynen, skal man gøre det. Det er ikke den situation, man skal tage stilling.

- Det er situationen, hvor man normalt ville være taget på arbejde med lidt hoste og ondt i halsen. For mange er det ikke en hindring i at gå på arbejde, men problemet er, at man tager smitten med, siger han.

Coronakrisen har vist, at man sagtens kan være effektiv og produktiv derhjemme, siger Henrik Hvidesten.

- Der har måske før været en forestilling om, at dét at arbejde hjemme er en halv fridag. Men man kan sagtens lave en masse hjemme fra køkkenbordet.

- Jeg tror også, at flere vil efterspørge hjemmearbejdsdage, og jeg tror, at flere arbejdspladser vil have forståelse for det, vurderer han.

/ritzau/