På Københavns Vestegn, hvor smitten i øjeblikket er højest, vil flere borgmestre gøre kviktest gratis igen.

Ole Bjørstorp, der er borgmester i Ishøj Kommune fra Ishøjlisten, vil have de gratis lyntest tilbage.

- Det går hurtigt, og den er mere behagelig. Derfor så jeg gerne, at den blev indført igen. Det giver også mulighed for at fortælle folk, at de skal blive vaccineret, siger han.

Ishøj er i øjeblikket den kommune, hvor smitten er højest, når man kigger på incidenstallet.

DR skriver, at borgmestrene i Albertslund og Hvidovre også mener, at lyntest skal gøres gratis igen.

Glostrup og Albertslund er de kommuner efter Ishøj, hvor incidenstallet i øjeblikket er højest.

9. oktober lukkede de offentlige lynteststeder. Det er dog fortsat muligt at få foretaget en lyntest i det offentlige i situationer, hvor det er nødvendigt at få svar med det samme.

Man kan også betale sig fra at få en lyntest. Det koster 175 kroner.

Ved lyntest podes man i næsen og får svar inden for en time.

De offentlige teststeder tilbyder PCR-test, som er den test, hvor man podes i svælget.

Den gennemsnitlige svartid på en PCR-test er ifølge Statens Serum Institut 10 til 12 timer i øjeblikket.

Region Midtjylland har på vegne af regionerne indgået en aftale med tre udbydere af lyntest om, at de med maksimalt 14 dages varsel skal kunne op- eller nedjustere lyntest.

Aftalen er indgået med udbyderne Falck, Carelink og Copenhagen Medicals.

Kontrakten løber frem til 31. marts næste år.

/ritzau/