Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Det er enhver boligejers værste mareridt: At komme hjem til et hus, der er blevet endevendt af ubudne gæster.

Nord for København er der en særlig tendens til, at mareridtet går i opfyldelse for mange borgere.

Det gælder blandt andet i Gentofte Kommune, der foreløbig tæller for hvert femte indbrud i Nordsjælland år.

Et problem, der kræver radikale løsninger, mener borgmester Michael Fenger (K).

Han vil derfor have indført droner i kampen mod de langfingrede kriminelle.

»Det vil stresse indbrudstyvene. Dronerne kan være fremme senest fem minutter, efter at der går en alarm, og filme indbruddet. På den måde er der fuldt styr på dokumentationen, når politiet skal efterforske,« siger Michael Fenger til B.T.

Med over 170 indbrud i årets første fire måneder er Gentofte Kommune uden sammenligning det mest populære udflugtsmål for indbrudstyve.

Til sammenligning er der i samme periode anmeldt over 800 indbrud i private boliger i hele Nordsjælland, viser politiets indbrudsstatistik.

»Vi kan alle sætte os ind i, hvor ubehageligt det må være at blive udsat for indbrud. Vores hjem er noget af det mest personlige, vi har. Det er virkelig noget, der fylder blandt borgerne, og det skriger på nye løsninger,« siger Michael Fenger.

Hambros Allé i Hellerup er en af de dyreste adresser i Gentofte Kommune og i hele Danmark. Et attraktivt mål for indbrudstyve. Arkivfoto.
Hambros Allé i Hellerup er en af de dyreste adresser i Gentofte Kommune og i hele Danmark. Et attraktivt mål for indbrudstyve. Arkivfoto. Foto: Mathias Svold
Vis mere

Også i kommunalbestyrelsen er der fuld opbakning.

Forslaget blev allerede stemt igennem under borgmesterforgængeren Hans Toft.

»Vi synes, man skal gå i gang med en forsøgsordning, så vi kan få tiltaget med droner testet af og få nogle erfaringer,« siger Michael Fenger.

Et andet muligt tiltag kunne ifølge Michael Fenger være oprettelsen af et fysisk vægterkorps, der kan patruljere rundt og rykke hurtigt ud og filme indbrud.

Det vil dog koste kommunen et anslået beløb på seks millioner kroner om året.

»Dronerne er mere interessante. Vi har endnu ikke regnet ud, hvad det vil koste, men alt tyder på, at det er et billigere og mere effektivt system,« siger Michael Fenger.

Er der ikke risiko for, at det skaber problemer i forhold til borgernes privatliv?

»Det er mit klare indtryk, at borgerne bakker op om det. Droner bliver i forvejen brugt i alt fra krig til landbrug. Vi bruger det også selv, når vi skal undersøge vores strande og tage på bygninger. Tanken er, at de ville kunne flyve ad de store veje og først må tænde kameraet, når de når frem til indbrudslokationen,« siger Michael Fenger.

Førend kommunen kan få tilladelse til at flyve droner ud til indbrud, kræver det en masse dispensationer fra Folketinget.

Og aktuelt er der ikke opbakning på Christiansborg blandt regeringens støttepartier.

Forhandlingerne om et nyt politiforlig, hvor forslaget indgik, er således skudt til hjørne af daværende justitsminister Nick Hækkerup.

»Vi er hamrende ærgerlige over, at man ikke valgte at gå med til at lave et forsøg. Det er fremtidens teknologi og oplagt at prøve af,« siger Michael Fenger.

Forhandlingerne ventes først genoptaget efter et kommende folketingsvalg.

Michael Fenger håber, at der til den tid blæser anderledes milde vinde på Christiansborg.

»Jeg forventer, at det tages op igen til drøftelse. Vi har bestemt ikke opgivet det,« siger han.

Gentofte Kommune arbejder allerede med en række klassiske forebyggelsestiltag, blandt andet nabohjælp, informationskampagner og såkaldte tryghedsambassadører.

Yderligere har kommunen ansat en medarbejder til specifikt at arbejde med kriminalitet, herunder især indbrud.

Alt sammen nødvendigt, da politiet i forvejen har hænderne fulde, forklarer Michael Fenger.

»Politiet har ikke ressourcer nok til at rykke ud i tide. De har mange andre vigtige ting, de skal lave, og det har jeg fuld respekt for. Tryghed er også en kommunal opgave, og derfor forsøger vi aktivt at gøre noget ved det,« siger han.

Andre læser også