Borgmester i Aalborg Thomas Kastup-Larsen (S) sygemeldte sig 20. januar med stress.

Men han har på intet tidspunkt afleveret en lægeerklæring for sin sygdom, skriver Frihedsbrevet.

Og det er dybt kritisabelt, hvis man spørger byrådspolitiker Kristoffer Hjort Storm (DF).

»Det er ikke okay, når man er syg i en længere periode. Vi beder vores medarbejdere og folk på jobcentret om at aflevere lægeerklæringer, så det er helt centralt, at politikerne gør det samme,« siger han til B.T.

Kristoffer Hjort Storm, tidligere medlem af Dansk Folkeparti, er skiftet til Danmarksdemokraterne.
Kristoffer Hjort Storm, tidligere medlem af Dansk Folkeparti, er skiftet til Danmarksdemokraterne. Foto: Privatfoto
Vis mere

Men det er faktisk ikke så meget borgmesteren, som det er borgmesterens forvaltning, som Kristoffer Hjort Storm raser over.

»Forvaltningen skal give den rigtige vejledning. Det har de ikke gjort her, og det er vildt dårligt forvaltningsarbejde,« siger han.

Kommunaldirektør Christian Roslev forklarer til Nordjyske, at kommunen i hans optik har fulgt alle regler, og at der i den her sag ikke har været behov for, at borgmesteren afleverede en lægeerklæring.

Men den forklaring køber Kristoffer Hjort Storm ikke.

»Man prøver at slippe afsted med at sige, at reglerne er sådan, at der ikke var behov for en lægeerklæring. Det er ikke sådan, jeg har forstået det,« siger han og fortsætter:

»Og uanset hvad, så er det vanvittig dårlig rådgivning, når der allerede inden sygemeldingen var fokus på borgmesteren i medierne, og selvfølgelig også er det i forhold til hans fravær. Det har jo offentlighedens interesse.«

Derfor ser Kristoffer Hjort Storm det som dybt kritisabelt, at man ikke har sørget for at beskytte borgmesteren bedre mod potentielle angreb.

»For mig er det forståeligt, at borgmesteren i den situation ikke har det store overblik. Men jeg mener, at forvaltningen har svigtet borgmesteren groft ved ikke at have det for ham,« siger han.