Borgmesterposten i Odense beholder Peter Rahbæk Juel fra Socialdemokratiet fire år endnu – men mere end halvdelen af sine personlige stemmer har han mistet.

Det står lysende klart efter tirsdagens valg.

»Det afspejler selvfølgelig generelt tilbagegangen for Socialdemokratiet i Odense, men en af årsagerne kan også findes i, at stemmeprocenten er lavere i år sammenlignet med 2017,« siger Peter Rahbæk Juel om sin egen tilbagegang i antallet af personlige stemmer og fortsætter:

»Men jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at jeg går tilbage.«

Ved kommunalvalget i 2017 fik Socialdemokratiet og Peter Rahbæk Juel et kanonvalg i Odense, og borgmesteren kunne med 28.425 personlige stemmer kalde sig valgets ubestridte vinder. Det kan han langtfra bryste sig af efter kommunalvalget tirsdag, hvor han fik i alt 11.975 personlige stemmer.

Det vil altså sige, at han i år har mistet intet mindre end 16.450 personlige stemmer.

»Man vil jo altid gerne gå frem, men jeg var på forhånd forventningsafstemt i forhold til, at det godt kunne gå den anden vej, for vi havde et historisk godt valg i 2017,« siger Peter Rahbæk Juel.

På trods af en svunden opbakning blandt vælgerne er Socialdemokratiet stadig det absolut største i Odense byråd med stemmer fra næsten hver tredje vælger.

Hele 31,4 procent af kommunens stemmeberettigede satte kryds ved partiet, der fik knap 14.000 flere stemmer end Konservative, som med 19.716 stemmer blev det næststørste parti.

Og partiets spidskandidat Søren Windell har da også høstet en del personlige stemmer i denne omgang.

I alt 3.631 odenseanere valgte i år at sætte deres kryds ved den nyligt valgte By- og Kulturrådmand. De seneste fire år har Søren Windell ellers bestridt posten som Ældre- og Handicaprådmand, men ved dette valg overhalede partiet Venstre indenom, og kunne dermed sikre sig den mere eftertragtede post.

Men ser man på antallet af personlige stemmer, så kunne det da godt have været, at Christoffer Lilleholt fra Venstre skulle have beholdt posten i By- og Kulturforvaltningen.

Den unge rådmand formåede nemlig at hive 8.119 stemmer hjem. Og det er en markant fremgang fra sidste valg, hvor han fik 2.539 personlige stemmer.

Den helt store overraskelse i denne omgang skal imidlertid nok findes i Radikale Venstres lejr.

Her formåede Anne Skau Styrishave nemlig at fremstå som den helt store vinder. Med sine personlige stemmer overhalede hun nemlig Radikale Venstres spidskandidat Susanne Crawley.

Til dette valg hev Susanne Crawley nemlig 1.742 personlige stemmer hjem, og selvom det dermed er Crawley bedste kommunalvalg nogensinde, så er antallet af stemmer ikke i nærheden af Anne Skau Styrishaves.

Hun har nemlig fået hele 2.839 personlige krydser. Det valgresultat er hun da også ret godt tilfreds med.

»Jeg er helt vildt stolt og ydmyg over, at der er så mange, som har følt sig repræsenteret i den valgkamp, vi har ført,« siger Anne Skau Styrishave.