Borgmester: Skolebørn skal i kamp mod frygtet larve
Helvedeslarven har givet flere danskere voldsomme udslæt, svie og vejrtrækningsproblemer. Nu skal folkeskoleelever indgå i kampen mod larven.

Helvedeslarven har givet flere danskere voldsomme udslæt, svie og vejrtrækningsproblemer. Nu skal folkeskoleelever indgå i kampen mod larven.

Lyden af save og hamre kan snart brede sig fra skoler over hele Odense.
Men det er ikke almindelig sløjd, der er på skemaet.
Eleverne skal fremstille redekasser, som kan lokke musvitter, mejser og flagermus til byen.
Dyrene er nemlig naturlige fjender af egeprocessionsspinderen – også kendt som helvedeslarven – der denne sommer har skabt store problemer i kommunen.
Idéen kommer fra folkeskolelærer og socialdemokratisk byrådsmedlem Jeppe Larsen, skriver TV 2 Fyn.
Sammen med sin 5. klasse på Holluf Pile Skole vil han undervise om larven, bygge redekasserne og sætte dem op i lokalområdet.
Planen har vakt begejstring hos Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juhl (S), som nu vil finde pengene til at udbrede projektet til alle kommunens skoler.
Og det haster, hvis redekasserne skal være klar til vinteren, og være med til at bekæmpe larven, hvis mikroskopiske hår kan give kraftig kløe, udslæt, irritere øjne og give vejrtrækningsbesvær.
»Vi lægger ikke ansvaret over på dem. Tværtimod spørger vi, om de vil være en del af bekæmpelsen af larven i deres lokalområde,« siger Peter Rahbæk Juhl til TV 2 Fyn.
Skoleprojektet bliver dog kun ét af flere tiltag. Kommunen vil også fortsætte med at fjerne reder i de hårdest ramte områder.
På Holluf Pile Skole ventes eleverne at gå i gang op til efterårsferien.