Da Holbæks borgmester, 32-årige Christina Krzyrosiak Hansen (S), fødte sit første barn, Theodor, for to år siden, gik det egentlig godt. Hun beskriver både fødslen og den første tid som en god oplevelse.

LÆS OGSÅ: Du vil blive overrasket over, hvor lang tid din krop er om at komme sig efter en graviditet

Og som så mange andre nye mødre blev hele hendes fokus hurtigt rettet mod barnet.

»Ville han få nok at spise? Hvordan havde han det? Han fik gulsot, så jeg brugte enormt meget tid sammen med min mand på: 'går det bedre nu, går det dårligere nu?'« siger Christina Krzyrosiak Hansen.

LÆS OGSÅ: Hvad med sex, spurgte instruktøren. Det blev bare første gang, Lærke mærkede det store tabu om efterfødselskroppen

Det var først længe efter, at noget – ret voldsomt – gik op for hende.

»Der gik enormt lang tid, før det faktisk gik op for mig, at jeg egentlig ikke kunne sidde ned. Mit haleben gjorde sindssygt ondt. Da Theodor var seks måneder, gik jeg til kiropraktor, fordi jeg tænkte, 'det er egentlig underligt, at det fortsætter'.«

Hun griner lidt af sig selv, men får hurtigt et alvorligt udtryk igen. For den erkendelse kom alt for sent, og hun ved godt hvorfor.

»Det var jo totalt op til mig selv at få hjælp. Og man kan sige, nu er jeg en rimelig ressourcestærk, så jeg var sådan, 'okay, det må vi finde ud af.' Men jeg tænker da tit, hvad hvis jeg ikke havde været det? Havde jeg så bare gået og levet med smerterne og været ked af det?«

Når baby er ude, og mor bliver glemt

Christina understreger, at hun følte sig godt behandlet af personalet under og lige efter fødslen.

»Jeg blev passet enormt godt på. De gjorde jo det, de skal.«

Men det gjorde de kun, indtil hun var færdig på hospitalet og skulle hjem:

»Så var det op til mig selv at finde ud af det.«

Det er præcis det hul i systemet, som Woman.dk tidligere har beskrevet i artikelserien 'Når baby er ude, og mor bliver glemt.'

Her peger kvinder igen og igen på, at opfølgningen stopper brat, når baby er født. 

Og at ansvaret for at opspore og forstå egne skader lander hos mor, der samtidig står i en sårbar tid med et spædbarn.

I artikelserien har Nanna blandt andet fortalt, hvordan hun blev revet i stykker under fødslen, og seks år senere stadig ikke havde fået hjælp.

Lærke fortalte, at hun troede, at nogen havde glemt noget oppe i hende.

Fælles for kvinderne er, at de efter fødslen blev sendt hjem uden systematisk opfølgning. Og uden at vide, at der overhovedet fandtes hjælp at få.

»Troede, det var helt naturligt«

Det genkender Christina Krzyrosiak Hansen. Hun beskriver, hvordan hverdagen med et spædbarn hurtigt overdøver kroppens signaler, og hvordan smerte let bliver normaliseret:

»Det var faktisk mere mig selv, der var en hindring. Altså jeg gik som sagt i rigtig mange måneder med smerter, hvor jeg tænkte, 'jamen jeg har jo født et barn. Ja, det gør da ondt. Det er vel helt naturligt,'« siger hun og fortsætter:

»Og det er først, da jeg efter seks måneder tænker, kan det gøre ondt resten af mit liv på den her måde, at jeg går til kiropraktoren, og hun så siger, 'det er jo ikke meningen, det skal gøre ondt.'«

Hun holder en kort pause og fortsætter:

»Så jeg oplevede mig selv som en lidt gammeldags type, der tænkte, det hører nok med.'«

Og det er altså en tanke, der er gået igen hos mange af de kvinder, som Woman har talt med. 

Kvinder, der blandt andet fortæller, at deres læge sagde: 'du har jo født, så sådan er det bare'.

En retorik, som både jordemødre og fysioterapeuter har kritiseret, og som ifølge Forældre og Fødsel bunder i en strukturel undervurdering af kvindekroppen.

Kæmpe chok for borgmesteren

Christina peger også på, hvad der havde hjulpet for hende:

»Det havde været en stor hjælp for mig, hvis jeg havde kunnet høre om det inden. Eller at jeg efter noget tid skulle til en eftersamtale, hvor de havde sagt: siger du stadigvæk, du har ondt? Det skal vi lige have kigget på,« siger hun.

Flere eksperter og foreninger er enige og har derfor foreslået landsdækkende efterfødselsklinikker, hvor kvinder kunne blive tjekket for skader som prolaps, bristninger og smerter, uanset hvor længe der er gået siden fødslen.

I vores nabolande er det allerede mere systematisk: I Frankrig får kvinder otte gange individuel genoptræning efter fødslen. I Tyskland tilbydes op til 16 jordemoderbesøg i hjemmet.

»Jeg kunne også godt have brugt at høre noget mere om det inden,« siger Christina.

»Jeg havde hørt fra andre, at det her med at amme kunne blive svært, så det havde jeg læst op på. Men det var et kæmpe chok for mig, hvor ondt man kan have i kroppen længe efter. Det kunne jeg godt have brugt noget mere viden om.«

Kulturel tavshed

Hun har en fornemmelse af, at meget af tavsheden stammer fra en kultur, der går langt tilbage, hvor kvinder har lært at skulle tie og udholde smerten.

»Jeg tror ikke, vi har talt åbent nok om, hvordan det skal være. Kvinder har igennem årtierne bare været nødt til at lukke munden og tænke, 'jeg bider det i mig.'«

Hun bruger sig selv som eksempel; hvordan hun som ressourcestærk kvinde og politiker alligevel endte med at overse sin egen smerte.

»Jeg havde veninder, der fik børn samtidig, men vi talte ikke om det.«

Holbæks borgmesters oplevelse flugter med de historier, Woman allerede har afdækket: Når barnet er født, forsvinder mor alt for ofte ud af systemets opmærksomhed.

Men det er der flere, der vil gøre op med. Blandt andet et aktuelt borgerforslag, som foreslår at oprette landsdækkende efterfødselsklinikker, så kvinder systematisk bliver fulgt op og får hjælp til skader og gener efter fødslen.