Skrald så langt øjet rækker. Støj, der holder folk vågne. Bilræs, der skaber gru i området. På Islands Brygge mærker beboerne i høj grad, at sommeren har meldt sin ankomst. For det samme har den uhensigtsmæssige opførsel.

Men det skal stoppe nu, lyder det i et opråb fra overborgmester i København, Frank Jensen.

S-politikeren er egentlig gået på sommerferie og kan derfor ikke stille op til interviews om problematikken, men på Facebook tager han nu bladet fra munden.

'Islands Brygge og mange af de andre parker og grønne områder i København er især de seneste uger blevet stedet for fester, højt musik fra soundboxes, rigtig meget skrald og desværre også slagsmål og vanvidskørende muskelbiler,' skriver han indledende om problemet.

Et problem, som, han mener, er blevet intensiveret af corona-nedlukningen, men som har stået på i mange år.

I weekenden beskrev flere beboere fra Islands Brygge-området således overfor B.T., at de oplevede problemer med både skrald og vanvidskørsel.

Mens nogle simpelthen ikke tør lufte deres hunde i området af frygt for, at de firbenede får glasskår i poterne, oplever andre, at de nærmest ikke tør færdes på gaden af frygt for blive ofre for en omgang bilræs, der går galt.

I Facebook-grupper deler områdets beboere desuden videoer, hvori man tydeligt kan høre støjen fra såkaldte soundboxes, der spiller hele Islands Brygge op. Også om natten.

Overborgsmester Frank Jensen bor selv på Islands Brygge og er bekendt med, at fænomenet ikke er nyt.

'Men det har taget til, og det kan ikke forsætte sådan her over hele sommeren,' skriver han i sit opslag, hvor han opfordrer til god opførsel.

Ligeledes beskriver han, at han har drøftet problematikken med forskellige instanser i Københavns Kommune.

B.T. ville gerne have hørt nærmere om disse samt have stillet uddybende spørgsmål til overborgmesterens Facebook-opslag, men Frank Jensen holder ferie frem til august, så dette har ikke været muligt.