Mette Frederiksen og regeringens beslutning om at lukke de danske grænser fra lørdag klokken 12.00 bliver ikke modtaget populært.

Borgmesteren, Simone Lange, i den tyske by ved den danske grænse, Flensborg, er rystet over, at den beslutning er blevet taget.

Ja, hun fortæller ligefrem til Flensborg Avis, at hun er ked af det over at høre Mette Frederiksen melde det ud på pressemødet fredag aften.

»Jeg er ufattelig rystet og ked af det. Det her er en stor fejl. Vi bremser smitten med karantæne og ikke med grænselukninger. Schengen-samarbejdet anser jeg dermed for begravet,« siger hun til mediet.

Mette Frederiksen sagde på pressemødet, at det var en stor beslutning at lukke grænserne, men at det var vigtig for Danmark.

»Jeg er sikker på, at vi kommer igennem det på en god måde. Det vil opleves voldsomt, men det er det værd. Ellers bliver konsekvenserne langt større,« siger Mette Frederiksen.

Simone Lange peger på, at den her beslutning falder på et meget uheldigt tidspunkt, da det er aftenen før 100 års jubilæum for afstemningsdagen.

Hun ser det som en sort dag for det dansk-tyske samarbejde.

Mette Frederiksen forsøgte på pressemødet i Statsministeriet på bedste måde at forklare, hvilke personer der får lov til at komme ind over grænserne.

»Alle turister og udlændinge, der ikke kan bevise, at de har et anerkendelsesværdigt formål i Danmark, får ikke lov til at komme ind i Danmark. Danskere vil altid få lov til at komme ind i Danmark,« siger hun.

Derudover er der også en vej ind for alle dem, der har et studie eller arbejde i Danmark.

Det vil tage nogle dage, før alle forholdene for grænselukningen er optimal, da det tager lidt tid at få det hele sat op.