Skal tomme kirker omdannes til moskeer?
Det mener det muslimske parti Fælles Fremtid, der vil starte med kirker i København og siden se på kirker i resten af landet.
Det nystiftede parti stiller op til kommunalvalget i København, men forslaget falder dog ikke i god jord hos Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester, Jens-Kristian Lütken (V).
»Det her med, at vi laver kirker til moskeer, det er jeg meget imod,« siger han til B.T. og fortsætter:
»Jeg synes, det ville være en falliterklæring fra folkekirkens side, hvis man skulle hoppe med på den idé.«
Men ifølge Fælles Fremtid er der mange muslimer, der mangler et sted at komme og bede i gode rammer. Hvad vil du så gøre for dem?
»Jeg vil sige, at jeg allerede synes, at man har nogle ret gode rammer i dag. Det er ikke usædvanligt, at hvis man er en menighed eller et trossamfund, som ikke tilhører folkekirken, så skal man selv finde sine lokaler. Det synes jeg ikke er en kommunal opgave.«
Radikale Venstres medlem af Borgerrepræsentationen, Emil Moselund, afviser også forslaget.
»Det vigtigste er, at lokalerne bliver brugt til noget, der samler – ikke splitter,« siger han og peger på, at kommunen slet ikke ejer de kirker, som Fælles Fremtid vil omdanne til moskeer.
»København har brug for flere fælles rum, hvor vi mødes på tværs – ikke flere symbolpolitiske slagsmål,« tilføjer Emil Moselund.
Hos Enhedslisten mener Frederik W. Kronborg, at kommunen bør omdanne tomme kirker til kulturhuse i stedet.
»Hvis ejeren af en nedlagt kirke enten selv vil omlægge til et kulturhus eller vil lade kommunen eller en kulturaktør gøre det som vi blandt andet kender fra Absalon på Vesterbro, så synes jeg absolut det er noget, vi skal kigge på,« siger han.
B.T. har forelagt udtalelserne i denne artikel for Fælles Fremtid. Partiet har svaret med en længere pressemeddelelse, men ønsker ikke at give interview eller skriftlige kommentarer, der forholder sig konkret til udtalelserne.
I pressemeddelelsen understreger partiet, det ikke er et muslimsk parti, men i stedet »et parti for alle«, der »ønsker at give muslimer en stemme i dansk politik og tage hensyn til muslimers legitime behov«.
»Partiet ønsker at slå fast, at forslaget hverken handler om at fjerne dansk kulturarv eller erstatte kristendommen med islam,« lyder det videre.
Desuden peger Fælles Fremtid i meddelelsen på, at det i andre lande angiveligt er »helt normalt« at omdanne kirker til moskeer.
»I lande som USA og England er det helt normalt, at tidligere kirker bruges som moskeer eller kulturhuse. Det viser, at respekt og tro godt kan forenes,« lyder det fra partiet.