Høje Taastrup Kommune har været en af de kommuner gennem coronapandemien, som ofte har ligget højt på smittekurven.

Og nu er den gal igen.

I et Facebook-opslag understreger kommunens borgmester, Michael Ziegler, nemlig, at man lige nu er meget tæt på at ramme den grænse, der vil gøre, at en lokal nedlukning bliver en realitet.

Helt konkret har Folketinget vedtaget en regel om, at en kommune bliver lukket ned, hvis den overstiger 200 smittede pr. 100.000 borgere, og her er Høje Taastrup Kommunes såkaldte 'testjusterede incidens' på 182 smittede pr. 100.000 borgere.

Og det får altså borgmesteren til at råbe vagt i gevær.

»Det viser, hvad vi er oppe imod. De nye varianter af Corona er så smitsomme, at få personer hurtigt kan smitte mange på kort tid. Og så lukker hele kommunen ned!,« skriver borgmesteren og fortsætter:

»Derfor endnu engang en appel om at følge de gode råd. Hold afstand. Sprit af. Gør rent. Vask hænder. Undgå for mange kontakter. Og bliv testet hver uge. Det er ved at være rigtig træls. Men vi skal holde ud lidt endnu.«

Det nationale smittetal var torsdag 893 nye tilfælde.