Borgerservice har fået besked på ikke bare at behandle alle pasansøgninger.

Det skal være kritisk, hvis man skal have hjælp hos dem til private formål.

Pernille Smidt-Kjærby fra Åbyhøj tæt på Aarhus har talt med Jyllands-Posten, kort efter hun selv forsøgte at få fornyet sit pas. Det blev i første omgang afvist.

»Det er forståeligt, at der skal prioriteres, når der er coronapres på. Men lige på pasområdet synes jeg, det er en dårlig idé, for det indskrænker den personlige frihed,« siger hun.

Indtil coronapandemien kom, har hun arbejdet mange år inden for rejsebranchen. I dag har hun kun sit reklamebureau tilbage – og det viste sig at være nyttigt.

På Borgerservice i Aarhus fik hun nemlig besked på, at hun kunne få fornyet sit pas, hvis hun havde en erklæring fra sin arbejdsgiver om, at det var nødvendigt for hende. Hun er sin egen arbejdsgiver, så det var nemt at skaffe.

Ikke Borgerservices beslutning

Lene Hartig Danielsen, der er chef for Borgerservice i Aarhus Kommune, fortæller til Jyllands Posten, at det ikke er en beslutning, hun har taget. Det er retningslinjer, som er udstukket af Folketinget og Kommunernes Landsforening, og de gælder i hele landet.

Ifølge de pålagte retningslinjer er en fornyelse af pas ikke nødvendigvis en kritisk situation. Lene Hartig Danielsen nævner så et eksempel, hvor et barn skulle opereres i udlandet. Det var en kritisk situation.

Hun forudser også, at hvis rejseanbefalingerne med kort varsel bliver lempet, så vil man få travlt på Borgerservice. Det vil formentlig kræve udvidede åbningstider.