I september 2020 kunne flere medier skrive, hvordan regeringen havde i sinde at lukke det asylcenter, der er placeret i Sandvad mellem Jelling og Tørring.
Men ét år efter – i september 2021 – lød meldingen så, at man igen ville åbne centret.
Og det har efterladt en stor gruppe borgere ganske utrygge, skriver TV Syd.
Beboerne i Sandvad var nemlig fredag samlet til et borgermøde, hvor man var interesseret at høre, hvem centret fremover skal huse.
Bor du i Sandvad og er utryg ved asylcentret? Så vil B.T. gerne tale med dig. Skriv til sebj@bt.dk.
Og svaret var, at det bliver kriminelle og sædelighedsforbrydere.
Noget, der gør borgerne meget utrygge, fortæller Kirsten Paugan, der er formand for beboerforeningen i Sandvad, til TV Syd.
»Folk er bange. Det er børn, voksne og ældre, der er rystet i deres grundvold. Der er ikke nogen, der er trygge ved det, der sker, og der er ingen, der er trygge efter mødet i fredags. Folk er blevet mere utrygge efter borgermødet,« siger hun.
I første omgang fik borgerne nemlig besked om, at asylcentret skulle huse asylansøgere med særlige behov – eksempelvis handicap – men nu er det altså blevet specificeret på en måde, hvor Kirsten Paugan og hendes naboer mener, at de er blevet holdt for nar.



