DR vil rykke 'Aftenshowet' ud af Industriens Hus ved Rådhuspladsen i København og i stedet opføre et nyt studie på Kvæsthusmolen ud mod Københavns Havn.

Projektet indebærer opførelsen af en kobberfarvet pavillon på 293 kvadratmeter med store glaspartier og er lige nu sendt i høring. Her må man bare sige, at man skal lede lidt efter begejstringen for projektetet, der er midlertidigt i en periode på tre år.

'Efter min mening er det fuldstændig ude af proportioner, at DR vil bruge penge på at opføre midlertidige studier (...) blot for at Aftenshowet skal have en 'fancy' beliggenhed i en 3-årig periode,' skriver Henrik C. Nielsen.

'Aldrig har Christianshavn været så besøgt af turister m.m. Ja, jeg vil nærmest kalde det tivolisering,' lyder det fra Annelie Nielsen.

Kommunen vil sige ja

Ofelia Plads, som ligger tæt på det foreslåede byggeri, danner rammen om en del kulturarrangementer og er særligt om sommeren blevet et sted, mange københavnerne ynder at opholde sig. Pladsen er på over 10.000 kvadratmeter, og bygningen vil derfor ikke fylde meget. Alligevel er modstanden til at tage at føle på.

Foto: FN Arkitekter
Vis mere

'At plastre Kvæsthusbroen til med en grim kolos for tre år, blot for at kunne sende et par timers aftenTV er ikke alene tåbeligt, men direkte uartigt at foreslå. Grim at se på, på havnepromenaden, og som sagtens kunne placeres andre steder i København', skriver Svend Erik Povelsen.

Københavns Kommune ønsker ifølge Politiken ikke at kommentere på kritikken før efter høringsfristen er overstået den 25. juni, men de skriver i et notat, at man har tænkt sig at give grønt lys til det.

'Center for Bygninger er indstillet på at tillade projektet med henvisning til, at pavillonbyggeriet udføres med respekt for de eksisterende geometrisk stramme og enkle bygninger på Kvæsthusmolen ved at gentage gavlmotivet mod kajområdet mod vest,' skriver kommunen.