Siden et nyt portræt af Odenses tidligere borgmester Anker Boye (S) onsdag blev præsenteret, har debatten raset. Det har været alt for dyrt, lyder det fra mange borgere.

Odense Kommune har givet 250.000 kroner for portrættet af byens førstemand fra 1994 til 2005 og igen fra 2010 til 2016. Det er ophængt i forværelset til byrådssalen.

Her hænger maleriet af Anker Boye sammen med andre tidligere borgmestre såsom Jan Boye (K), Verner Dalskov (S) med flere. Faktisk er det alle borgmestrene siden 1919 i den fynske storby blevet foreviget på lærred.

»Det er en god og mangeårig tradition, at afgående borgmestre portrætteres og hænges op på rådhuset,« sagde Odenses stadsdirektør Stefan Birkebjerg Andersen i en pressemeddellese, da planerne for maleriet blev fremlagt.

TV 2 Fyn har mødt Sergio Ivanov på gågaden i Odense, der er enig.

»Jeg synes, at det er fint. Ikke fordi, jeg holder af ham, men fordi jeg synes, at når man skal lave et portræt af en borgmester, så må det gerne koste noget. Det gør ikke noget, og så går der også nogle penge til kunstneren.«

Men kigger man på Facebook, skal man gøre sig umage med at finde borgere, der er begejstrede.

'Usmageligt !!! Det koster det sammen som hans uhyrlige mobilregning .... skammeligt når borgernes skat er sat op og med de evige besparelser på børn og ældre !!,' harcelerer Charlotte Johansen på TV 2 Fyns Facebook-side.

Camilla Kruse Andersen påpeger, at midlerne er små andre steder i kommunen.

'Synes det er fuldstændigt vanvittig. I vores børns institutioner får de afslag når de søger om små midler til at reparere de nedslidte legepladser og børnenes skoler er nogle steder i så dårlig forfatning, at væggene i midlertidige barakker ikke engang ville kunne bære et maleri,' skriver hun.

Odense Kommunes økonomi var for år tilbage så presset, at et flertal i byrådet valgte at hæve skatten, hvilket gav over 100 millioner kroner ekstra ind til blandt andet børn og ældre. Noget, som netop Anker Boye stod bag. Det kan borgerne godt huiske.

'Hvis der var stort overskud i kassen så var det fint for mig - men når man samtidigt sparer alle andre steder så klinger det meget hult - også selvom en kvart million blot er en dråbe i havet i det store budget, så er jeg sikker på der er mange måder den kvarte million kunne være bedre brugt,' skriver Angelina Wiese Devine.