Én har fået trykket sit ribben. Én er blevet kaldt »møgluder« og »klamme møgkælling«. Én må hente sin mor ved busstoppestedet, fordi hun er bange.

For en række beboere i én bestemt lejlighedsopgang i det københavnske kvarter Sydhavnen har livet det seneste halvandet år været kaotisk og psykisk nedslidende.

Det hele startede, da Mozarts Plads i Sydhavnen lukkede, og Anker Jørgensens Plads få hundrede meter derfra blev det åbenlyse sted for øldrikkende udsatte at opholde sig.

De udsatte – bestående af tre grupperinger: danskere, grønlændere og somaliere – stod fra den ene aften til den anden pludselig på Anker Jørgensens Plads.

»Det var kaos. Uro, høj musik, slagsmål, blå blink og meget mere. Massivt kaos,« fortæller 37-årige Julia Pedersen, der bor direkte foran pladsen.

I dag er det som sagt halvandet år siden, og søndag talte B.T. med en række beboere i opgangen tættest på Anker Jørgensens Plads, og de siger samstemmigt én ting:

De sidste somre har det været forfærdeligt, og de frygter, at det kan blive endnu værre til sommer.

En af dem er 30-årige Tina Oruc.

»Jeg er rigtig utryg, men jeg bor her også alene. Jeg tager også en anden rute væk fra pladsen, når jeg skal ud, og faktisk så er jeg ved at undersøge muligheden for at finde et andet sted. Jeg tør simpelthen ikke bo her,« fortæller Tina Oruc.

Tina Oruc
Tina Oruc
Vis mere

På etagen under Tina bor Patrick Krüger Lorentzen.

Han beskriver også sidste sommer som »vanvittig«, men heldigvis er han en hårdfør ung mand, der tager et par tilråb med ophøjet ro.

Det gør hans mor til gengæld ikke.

»Første gang, min mor var her for at besøge mig, skulle hun gå forbi pladsen, og siden har hun bedt om at blive hentet ved busstoppestedet. Hun er simpelthen for bange for at gå forbi, fordi hun ikke ved, hvad de kan finde på,« fortæller han.

Foruden uro, ubehagelige tilråb og slagsmål har der på pladsen også været åbenlyst salg af narko, og selvom der snart bliver sat videoovervågning op for at forebygge denne del, så frygter beboerne især pusherne.

»Jeg tror, at det bliver endnu værre til sommer, og det er simpelthen, fordi vi er blevet uvenner med pusherne, og at de er blevet meget aggressive og konfrontatoriske det seneste halve år. De har overtaget magten på pladsen,« fortæller Julia Pedersen.

Ud over videoovervågning har Københavns Kommune fået sat et toilet op på pladsen, skiltet med ordensreglerne og sat et hegn op foran Anker Jørgensens Plads 8, så de udsatte alkoholikere ikke tisser op ad lejlighedskomplekset.

Men det er ikke nok, hvis du spørger de fire beboere, som B.T. har talt med.

»Hvad er det præcist, som de har gjort? Hegnet har jo bare gjort, at vi kan holde ud at være her. Vi vil jo bare have, at de her mennesker ikke terroriserer vores hverdag, og det har Københavns Kommune ikke sørget for,« fortæller Ulla Cornett, der også bor på adressen.

Til B.T. fortæller Københavns Kommunes overborgmester, Frank Jensen, at man allerede nu ser bedre tider på Anker Jørgensens Plads.

»Lige nu er meldingen, at der er mere fredeligt på pladsen, og det er vi selvfølgelig glade for, og så vil vi holde et skarpt øje med pladsen løbende,« siger overborgmesteren.

Men den »melding« har B.T. præsenteret for de fire beboere på Anker Jørgensens Plads 8, og den giver de mildest talt ikke meget for.

»Siger han det? Der er jo kun få mennesker herude lige nu, fordi vejret er dårligt, og sådan var det også sidste vinter. Så det bliver jo det samme til sommer, når vejret bliver bedre,« siger Ulla Cornett.

Selv vil Frank Jensen ikke vurdere, om det har noget med vejret at gøre, men han understreger, at han som overborgmester ingenlunde er tilfreds med situationen.

»Det er ikke rimeligt, hvis beboere skal tages som gidsel eller føle sig tvunget væk fra deres egen lejlighed, så hvis der kommer flere episoder af dem, som B.T. har beskrevet, så vil det ikke blive tolereret,« siger Frank Jensen.

Men hvorfor har man ikke formået at få fjernet eller flyttet de mange uromagere, når politiet er blevet tilkaldt et hav af gange?

»Problemet er, at disse udsatte mennesker er en del af Sydhavnen. Også de øldrikkende mennesker. Og det er ikke så nemt bare at fjerne mennesker – det kræver, at man har hjemmel til det,« siger han.